Seksagesima søndag 20/2 – 2022
Mark 4,26-32
Salmer: 748 – 298 – 557 – 320 – 7
Enhver, der har set Alfred Hitchcocks ’Fuglene’ ved, at man godt kan få et lidt tvetydigt forhold til de små, flyvende dinosaurusser. Ligesom der kan være ret stor forskel på en yndig kolibri eller en smuk, lille mejse og så en råt skrigende måge, der hugger éns isvaffel og gør fæle ting ved éns nyvaskede bil. Igen.
Når vi hører, at himlens fugle kan bygge deres reder beskyttet af sennepstræets skyggefulde grene, lyder det smukt og poetisk på en lidt Disney-agtig måde.
Det er i hvert fald et meget betagende billede af Guds rige, der vokser fra det mindste til det store, beskyttende kærlighedshotel for gadens løse fugle.
Men der er en lidt anden side af den lignelse, Jesus her fortæller. Spørg du bare en bondemand, der går ud for at så, hvad han mener om fugle og hvorfor han sætter fugleskræmsler op.
Vi byboer har nok et poetisk forhold til fuglefløjt, men bondemanden ser årets høst forsvinde inden den er begyndt at vokse. Og hvis vi går videre og tænker på himlens fugle og markens liljer, og ved, at Vorherre klæder dem og giver dem føden, får vi et noget andet – og meget, meget smukkere – billede af Guds kærlighed.
Hold lige fast i dén tanke. Så går vi over til sennepstræet. Fugle bygger først rede i det når det er vissent og dødt. For så bliver det til et tornekrat, som ingen rovdyr kan komme i nærheden af med deres bløde snuder.
Så vi har altså et billede på Guds rige som noget, der yder beskyttelse i kraft af dets tornekronekrat, og som ikke gør forskel på hvem og hvad, det vil huse.
Og så er vi fremme ved pointen: det er den korsfæstede Kristus, hvis død, der vil huse alle og enhver, især den, der måske gør ondt eller forhindrer vækst ved at æde kornet, der falder på vejen.
Kirken, kære menighed, består af os, der er døbt. I os bor der alle mulige ting: kærlighed, fortvivlelse, vrede, fornærmethed, ømhed, medlidenhed, selvoptagethed, fordrejninger af vores forhold til Gud, foragt, gavmildhed, selvforglemmelse, og alt muligt andet blandet sammen i én pærevælling.
Men Guds kærlighed, Guds rige, tornekrattet huser os alle sammen. For det handler ikke om tro. Det handler ikke om løn som forskyldt. Det handler ikke om at være mere eller mindre åndelig. Det handler om Gud.
Vi er i kirke i dag, og her skal der kun lyde Guds evangelium: at det er den korsfæstede og opstandne Kristus, der huser os alle sammen. Uden forbehold af nogen slags.
Lyder det tåbeligt? Ja, helt bestemt. For ethvert rationelt tænkende menneske er det det rene vås. Beskyttet af og huset af et menneskes død. Sådan sagde grækerne, da Paulus stod midt i Athen og forkyndte den korsfæstede og opstandne. De vise grækere slog en latter op og bad ham smutte. Og mange kristne undgår gerne at fortælle, at de er det af velbegrundet frygt for at blive latterliggjort.
Eller hvad med et bevis? Den slags er det jo ellers ikke på mode at bøje sig for, nu, hvor alt kan sammenfattes under konspirationer og alt muligvis er løgn, nogen forsøger at binde os på ærmet. Hvilket bevis ville man bøje sig for i disse tider?
Nej, når Jesus fortæller disse lignelser, siger han, at det hele drejer sig om uden undtagelse at optage alle i Gud ved hans død og opstandelse. Intet mindre.
Det er evangeliet. Og det skal udbredes, stadig. Sært, som det ér.
Kirken skal ikke bevogtes med fugleskræmsler, så de forkerte holder sig væk. Kirken er ikke et holdningsfællesskab.
Kirken er et vilkårsfællesskab. Kirken er os alle sammen, hvor vi går og står. Og prædikestolen er ikke andet end en væltet ølkasse, hvorfra nogen skal forkynde evangeliet om Jesus Kristus til enhver, som gider høre det. Evangeliet gælder alle og enhver.
Det romantiske forhold, vi kan have til fugle, der tager ophold i Guds rigets grene, ville enhver på Israel-kanten høre som komplet irrationelt. Tænk at skulle rumme den slags, der modvirker liv og vækst ved at æde korn og frø.
Men det er præcis det, Gud gør. Gud rummer døden selv i sig. Ja, mere end det; Gud rummer sin egen død i sig. Guds død på korset er faktisk Guds riges herlighed. Og i den død er alle velkomne til at tage bolig.
Vi har døbt tre smukke, små børn i dag. De blev korstegnede for at de skulle tilhøre den korsfæstede herre, Jesus Kristus. De skal høre til i hans forsoning, uanset hvordan deres liv bliver og uanset, hvad de opnår og kommer ud for.
De blev båret frem til dåben uden at blive spurgt først. Præcis som de ikke bliver spurgt om de vil have mad, søvn eller tøj på kroppen når det er koldt. De bliver iklædt alt hvad der er godt og vigtigt af deres forældre. Og nu er de også iklædt Kristus.
De hører til i Gud præcis på samme vilkår som vi andre. Nemlig Guds uophørlige kærlighed. Intet andet er nødvendigt end Guds eget suveræne valg.
Det er det, vi er kirke på. Ikke vores tro, ikke vores holdninger, ikke vores etik, ikke vores barmhjertighed, ikke vores kærlighed, ikke hjertets renhed. Vi er kirke alene og udelukkende af Guds kærlighed.
Himlens fugle – det er os alle sammen. Og om man så er en grib eller en måge eller en flot sørøverpapegøje, er Guds rige til for den slags, der kan finde på at rippe en hel mark eller en fiskerbåd for bytte og afgrøder.
Hvis der skulle sidde en eller to ornitologer i menigheden og have lyst til at fortælle noget om økosystemer og spredning af frø gennem fugleklatter, så har de helt ret. Markus er ganske vist ikke ornitolog.
Men når han fortæller, at bondemandens fjende nr. 1 hører til i Guds rige, som det opstår gennem Jesu Kristi død og opstandelse, siger han nemlig også noget mere:
At de slemme fugle, som gumler afgrøderne i sig, uanset hvad, skal af med fugleklatterne igen. Og på den fikse måde, bliver der spredt frø her, der og allevegne.
Selv i det skidt, vi ofte kan slynge mod hinanden, kan der af og til findes et enkelt frø, der kan få lov at spire, selvom det bestemt ikke var skidtslyngerens mening.
Fra sennepstræet kan enhver flyve ud i verden og sprede flere frø enten i kraft af – eller på trods af sig selv.
Kirken skal være fri for fugleskræmsler, selvom det virker tåbeligt. Men sådan er evangeliet – tåbeligt. Men også fuld af frø midt i skidtet. Amen!
Henrik Winther Blog 