1. søndag i fasten 18/2 – 2024
Luk 22,24-32
Salmer: 743 – 888 – 449 – 69 – 260
På en måde er det en lille smule pinligt, det her. I kender godt det med, at man pludselig står og tænker ’Hmm, det lyder som noget, jeg burde vide’.
Jeg har jo skrevet under på, at jeg er en Ordets tjener, og så stod der også noget gammeldags halløj om at gå foran menigheden med et godt eksempel. De af jer, der efterhånden kender mig ved, at det godt kan have lange udsigter – også fordi det ikke er særligt tydeligt hvad et godt eksempel overhovedet ér for noget. Men vigtigst: at Slotssognets gode folk ikke har brug for en præst, der leger at han eller hun går foran.
Så længe man agter sin ægtefælle, hvis man har sådan én og så længe man ikke misbruger sit embede til at komme lidt for tæt på kvinderne, går det nok.
Men nu til det pinlige: der står jo i teksten, at vores kære Simon Peter skal styrke de andre. Det må være hovedsagen.
Med Kain og Abel handlede det jo om at bekæmpe konkurrenten. Og disciplene troede, at det handlede om – på god, kainsk vis – at bringe sig selv frem i forreste geled på bekostning af de andre.
Men nu siger Jesus altså, at han er der som den, der tjener, og at Peter skal styrke de andre. Ja, det lyder jo helt rigtigt. Men ligesom det bliver lidt uldent at sige noget med tro, håb og kærlighed og sige ’Gud’ med luft på stemmen og pakke det hele ind i noget pastelfarvet noget, så ér det altså også lige glat nok at sige, at vi skal styrke og tjene hinanden.
Amen til dét! Men hvordan hulen gør man egentlig dét? ’Hmm, det lyder’, tænkte jeg, ’som noget, jeg burde vide’. Det pinlige er, at det gør jeg faktisk ikke.
Ikke sådan rigtigt. Og det er hér, det er godt, at jeg ikke rigtigt kan finde ud af det med at foregå menigheden med et godt eksempel. Jeg synes, vi skal overveje det sammen.
Altså, for det første er der ikke nogen løn ved at tjene hinanden. Så langt er jeg med. Det med karma og den gode handling, der kommer tilbage til én selv, lyder ret meget som avanceret selvbetjening. Så bliver fru Jensens tunge bærepose, jeg hjælper hende med, til en langsigtet investering. Noget, der i sidste ende tjener mig selv til gode. Og man kan godt sige, at Jesus er det gode eksempel på, at karma ikke virkede – ’Ham, der går rundt og tilgiver og oprejser folk? Op på korset med ham!’ Fed karma til Jesus.
Væk med tanken om tak og løn – så vidt det kan lade sig gøre, altså. Lige nu leger vi bare.
Så er der det næste: at tjene og styrke nogen lyder som noget, der ikke kan klares med ord eller sms’er. Måske skal man gøre noget. Måske må det godt gøre lidt ondt på én selv. På den anden side skal man vel heller ikke stå til rådighed for andres tilfældige indfald hele tiden. Man er vel ikke en slave.
Det gør jo heller ikke noget godt for nogen at få den idé, at man er nogens herre, som kan få nogen til at hoppe og springe for sig. Det bliver et menneske altid forkrøblet af. Men hvad så?
Vores mytiske udgangspunkt er jo, at vi ser på hinanden som nogen, der muligvis truer vores plads. Ikke for ingenting begynder livet udenfor Edens Have med et brodermord ud af ren misundelse. Kain bliver behandlet uretfærdigt af Gud, som ikke tager imod hans offer af mystiske grunde. Men så kan man jo lige skille sig af med ham, man ellers skal udholde og selv komme først i køen.
Det er nok muligvis den dårligste måde at komme over uretfærdighed på. Død og skyld er et dårligt bytte, må man sige. Men så bange kan vi være for at havne på bunden, at vi gerne ofrer andre for ikke selv at ramme den.
Disciplene opfører deres eget lille Kain og Abel 2.0-stykke for øjnene af Jesus, som jo så vender alting 180 grader og siger, at de skal tjene hinanden, fordi størst og mindst, først og sidst, tjener og herre er syndens løn, arven fra Kain og Abel – underlige konstruktioner inde i vores egne, beskedne hoveder, som vi åbenbart synes, vi må og skal adlyde.
Det betyder alt sammen, at det med at tjene i stedet for at udkonkurrere ikke bare er kirkelig etikette, men angår noget almenmenneskeligt, et sært udgangspunkt for hvordan vi ér sammen.
Det er ikke fordi vi er onde. Det er fordi vi er bange. Bange for at blive glemt. Der findes ikke meget, der er værre for et menneske end at blive glemt, at blive udstødt, ikke at være med. Og vi kan jo bare se os om: de fleste spædbørn begynder selv at græde, hvis der lyder babygråd i nærheden. Man vil ikke glemmes – det er ren biologi.
Men det fortsætter jo helt til graven, hvis vi ikke får andet at vide. For eksempel altså, at vi skal styrke og tjene hinanden. Og det er sværere i praksis, end man kunne have håbet på.
Jeg mener, vi har jo hele arsenalet parat til at nedgøre de andre. Det ligger næsten på rygraden at kunne udse sig det sted, hvor det vil gøre allermest ondt at trykke til. Man ved lige hvad man skal sige og gøre for at gøre andre kede af det.
Men hvordan med det omvendte? Hvordan oprejser vi hinanden? Hvordan indgyder vi hinanden udholdenhed over for uretfærdigheder? Siger vi ’Så så, det skal nok gå, tag en småkage’? Eller smiler vi til hinanden på gaden, eller siger vi ’Har du talt med din læge/arbejdsgiver/psykolog?’
Og så til sidst: man kan jo tjene folk helt ud af deres egen myndighed, så de får frataget den sidste værdighed.
Der, hvor jeg vil hen med alt det her, er, at det kræver ganske enorm fantasi og indlevelse at finde ud af, hvordan jeg kan tjene lige præcis dén og dén. For dels er der ikke nogen handling, der passer på alle og til enhver tid. Dels kan det være, at jeg soler mig lidt i deres ulykke, så jeg kan fremstå som den gode. Og dels kan det være, at jeg overskrider nogle grænser, som i virkeligheden fratager folk værdigheden snarere end at støtte den. Og endelig kan jeg som ydmygheden selv få andre til at tro, at de er herre over mig. Og det hjælper som sagt hverken den ene eller den anden.
Så kære menighed. Vi er fremme ved pinligheden igen. Jeg ved ikke, hvad det vil sige at tjene og styrke andre på den rigtige måde. Og det er jo ellers dét, jeg har skrevet under på, at jeg vil. Enten var det dumt at skrive under på det uden min advokat – eller også var det klogt, for dén vanskelighed bør man ikke som menneske undvige, selvom den kan være skamfuld og pinlig.
Heldigvis for os alle sammen får Peter heller ikke nogen anvisning på, hvad han rent konkret skal gøre eller undlade af Jesus. Og det betyder, at der åbenlyst ikke er noget skema for hvordan vi styrker og tjener hinanden.
Men nu ved vi det. Vi ved, at den kainske måde at træde hinanden under fode på ud af ren frygt for selv at ramme bunden, er forkert. Vi ved, at vi skal oprejse hinanden til værdighed. Det er dér, vi skal hen. No two ways about it.
Spørgsmålet til os er så hvordan – amen!
Henrik Winther Blog 