7. s.e.t. 31/7 – 2022
Matt 10, 24-31
Salmer: 806 – 46 – 300 – 365 – 10
(tekster: Præd 3,1-11; Rom, 8,1-4)
Hvis man sover længe om søndagen, kan man være ret sikker på, at kirkeklokkerne på en ret selvretfærdig måde bimler noget i retning af ’Ja, vi andre har jo været oppe længe – burde du ikke være i kirke?’ Først er der nogle advarselsklokker, og så kommer de mere insisterende ringninger. Der er ligesom noget bebrejdende ved kirkeklokkerne, hvis man er religiøs eller åndelig på den måde, som Prædikeren er det:
Alting veksler frem og tilbage, Gud er i sin himmel, og der ér nok en mening med det hele – og i mellemtiden kan man jo så bare spise, drikke og nyde frugterne af sit arbejde. F.eks. sin nattesøvn. Det er den slags privat-åndelighed, der kan give ro i hjerte og tanker.
At man er et menneske, der lever et jævn og muntert virksomt liv på jord. Tilfreds med at være begrænset, man har slået sig ned og slået sig til tåls.
Det gad man godt – det er overskueligt og der kan være udsigt til et behageligt liv, hvor der er en tid til det hele.
Hvorfor plage sig selv med al mulig og umulig stræben? Hvorfor lade sig forstyrre, hvis det drejer sig om harmoni og balance og ro og dagen og vejen under Guds himmel?
Hvorfor gøre livet besværligt, hvis det kan være nemt? Svaret er sådan set ligetil: vi fik ånden i vores dåb, og den fik vi ikke kun for vores egen skyld, men fordi vi sammen og hver især er en måde, Gud eksisterer i verden på. Ånden er en slags discipelbenzin.
Uden os, intet. At bære på og udbrede Guds kærlighed, Guds åndedræt, er ingen garanti for hverken personlig succes eller garanti for, at kærligheden lykkes. Måske bliver det faktisk værre end det kunne have været.
Jesus selv blev kaldt fanden selv og blev korsfæstet, og vi, der følger efter, kan vel ikke regne med, at det går så meget bedre. Det er et slid at være kristen. Man har aldrig rigtigt ro. Og at blive værdsat af Gud betyder ikke, at man nødvendigvis har det godt.
Det kan få mange til at fortvivle. Det kan få os til at smide det hele fra os, hvis der hverken er udvikling i sigte eller succes rundt om hjørnet, men derimod uro, slid, nederlag og rynker.
Det lyder ikke tiltrækkende, mildest talt. Men alt det, som ér tiltrækkende, nemlig det behagelige liv, nogle letfattelige religiøse leveregler, den slags åndelighed, som prædikeren beretter om, er – selvom den kan være nok så viis og dybsindig og tiltrækkende – er det, Paulus ville kalde kødets åndelighed.
Altså, en slags åndsliv, som mennesket gerne vil have og måske anser som det højeste. Kød hos Paulus betyder nemlig ikke det samme som krop. ’Kød’ betegner alt menneskeligt eller naturligt. Menneskeligt begær, menneskelig religiøsitet, menneskelig visdom, menneskelig kærlighed, menneskelig åndelighed.
Når vi i Kristeligt Dagblad for eksempel kan læse mange vidnesbyrd fra folk, der fortæller om deres omvendelse eller spiritualitet eller kirkegang, så kan der sagtens være tale om kødets åndelighed, kødets tro, kødets religiøsitet.
Lad os sige, at vi læser vores Bibel jævnligt. Lad os sige, at vi følger De Ti Bud til punkt og prikke. Lad os sige, at vi er dybt intelligente og indser dybder i vores eget hjerte og vores sind. Lad os sige, at vi en dag gik hen og blev viise. Lad os sige, at vi indså, at det er bedre at tro på Gud end at være ateist. Lad os sige, at vi er dybe som en buddhistisk mystiker. Alt det er noget, Paulus ville kalde kødets åndelighed.
Det er nemlig alt sammen noget, der kan lade sig gøre for mennesker på egen hånd. Det er én stor udgranskning af alt, hvad det faldne menneske har indenfor sin rækkevidde.
Og det er alt sammen ramt forbi.
Når Paulus fortæller, at vi skal lyde Guds ånd i stedet for alt det, han kalder ’kødet’, åbner han op for et helt andet liv.
Lovopfyldelse handler ikke længere om at følge dens bogstav. Lovens bogstav er kun en fattig afglans af dens ånd. Lovens bogstav er sådan noget, f.eks. skattesvindlere holder sig til: hvis loven ikke ord for ord forbyder noget, er det ikke ulovligt, tænker man.
Et mere charmerende eksempel på overholdelse af lovens bogstav end skattesnyd hørte jeg engang i Israel: der står skrevet, at grisebasser er urene dyr. Derfor må de ikke betræde jorden i Det Hellige Land. Det er til at begribe. Men der er jo god eksport i svinekød, så nogle kløgtige israelere byggede en svinestald en meter over jorden. Vupti! Så havde man ikke brudt lovenJ
Om det så lige var dét, der var meningen med -eller ånden i – forbuddet mod grisebasser, kan man jo ikke vide, vel?
Kødet omformer Guds lov til bogstaver og jura og pindehuggeri, mener Paulus. Og det ser han som syndens eller kødets måde at tage det guddommelige til sig på.
Alt det, vi kunne kalde naturlig åndelighed, naturlig religiøsitet eller naturlig tænkning, kalder Paulus for kødets tænkning, kødets religiøsitet, kødets åndelighed.
Og dermed rammer det fra begyndelsen helt forbi. Også selvom det kunne kaste alt muligt gavnligt af sig: social retfærdighed, ligestilling og alt muligt andet, som der er hårdt brug for.
Det er bare ikke det, den nye pagt handler om. Den slags behøver vi jo ikke Gud til at indse vigtigheden af. Der rækker det med samvittighed og medmenneskelighed.
Ånden er noget andet. Ånden er Guds liv i verden. Ånden er Guds nærvær i os og mellem os. Den er ikke brutal eller tyrannisk. Den kan sagtens møde modstand og fornægtelse. Både af andre og af os selv.
Men det er Ånden, der gør os til Guds kirke. Hvis man ikke rigtigt kan se nogen grund til at kaste sig ud i at være Guds kirke på de elendige vilkår, kan man jo spørge sig selv hvad den modstand mon kunne skyldes?
Hvad er det for et livssyn, der forkaster de vilkår, Kristus byder os? Hvad er det for en kalkule, der vejer tingene og eventuelt finder Guds nærvær for let?
Man tænker ofte, at åndelighed og religiøsitet skal være godt for noget. Lykke, glæde, afklarethed, ro og den slags, som især det vestlige menneske higer efter for tiden.
Men Gud er ikke godt for noget andet end Gud. Hvis det var sådan, ville man jo indirekte sige, at Gud er lavere i hierarkiet end f.eks. netop lykken. Eller Gud ville være et middel til ro eller et middel til glæde. Gud som mit redskab.
Hvis man tænker på Gud som et redskab, så kan man nok godt gennemskue, at der er noget galt i regnestykket. Og det har man ret i. Det er nemlig ’kødets’ måde at tro på Gud på.
Jesus er et frelsende indbrud i alt det naturlige. Og en del af frelsen er at blive sendt afsted med Guds kærlighed til de andre. Koste hvad det vil. Det er nemlig kun kødet, der opstiller sådan en vurdering af belønning og udgifter. Og det er skudt helt forbi. Prædikerens visdom er fin og naturlig. Det er bare ikke discipelbenzin.
Amen!
Henrik Winther Blog 