Juleaften 2021 kl. 13.00
Luk 2,1-14
Salmer: 94 – 104 – 119 – 112
Hver gang man tror, at man har fået hånd om, hvad julen er for noget, kommer der nye varianter flyvende. Familiejulen kender vi, fællesjul med folk, man ikke kender i forvejen, kender vi. Disney-jul kender vi, skilsmissejul kender vi. I år er der kommet en ny variant. Solojul. Den femte variant, som vi jo kan kalde omikron-julen. Det er den hurtigstvoksende variant, for mange skal sidde alene i aften. Men se, det er nu jul alligevel, bare under en ny form. Og hvis vi er tilpas mange, der skal sidde alene i aften, virker det ikke helt så slemt. Et vilkårsfællesskab har meget at sige. Og jul er den guddommelige glædes fødsel. Og den kan træde frem i et utal af variationer. Under de mest umulige omstændigheder. Og nu har vi altså ’fået en lille ny’.
Nye variationer. Ja, det kan være lidt svært at vride noget nyt ud af det kendte. Juleevangeliet for eksempel. Vi kender det til hudløshed, og er der snart mere at sige om det? Måske.
Jeg har altid syntes, det var lidt synd for Kvirinius. Han når lige at blive nævnt og så sker der ikke mere med ham. Jeg ved ikke, om I lagde mærke til ham da jeg læste op?
Han sidder der i Syrien og er statholder og aner ikke, hvad der foregår under den der folketælling, han skal stå for. Ikke nok med, at den høje kejser Augustus sagtens kunne fyre ham, hvis han ikke stod til rådighed for chefens ønsker, for sådan var tiden dengang. Det er heldigvis slut med den slags magthalløj.
Han får heller ikke noget at vide fra Guds engle. De bliver sendt afsted til et par hyrder, som ganske sikkert ikke talte med i folketællingen. Den slags nomader hører jo ikke rigtigt nogen steder hjemme. De er hvor der er græs til fårene og gederne.
Nej, dem, der betyder noget øverst i hierarkiet har ingen idé om, hvad der foregår længere nede, og de vil ganske sikkert sige noget i retning af, at der skete noget, som de opdagede for sent. Men nu er det noget andet, tiderne har ændret sig, og nu står alting lysende klart.
Det smukke ved juleevangeliet er fortællingen om, at det finder sted, mens Kvirinius er i gang med noget andet, som virker meget vigtigere. Det er ham, der gør alt det hårde arbejde med at sende soldater ud for at få folk på benene, og som står til ansvar for det hele over for kejseren i Rom. Alligevel fylder han nærmest ingenting i juleevangeliet. Stakkels mellemleder.
Hvis Josef er alle bonusfædres skytshelgen, må Kvirinius være skytshelgen for alle mellemledere. Den, der skal føre chefens vilje ud i livet og sælge den til folk, der ikke orker flere registreringer og omstruktureringer ovenfra.
Men ved Gud om ikke omstruktureringen kommer nedefra denne gang. Frelsen er ikke at stige i graderne eller gøre chefen glad. Hele hierarkiet bliver vendt på hovedet.
Alt sammen ’mens Kvirinius var statholder i Syrien’.
Mens danskerne sloges på de sociale medier om hvem der var mest dum, og hvem, der havde fat i den lange ende, forstod nogle, at der var født dem en frelser lige foran snuden på dem.
Mens Mette F og Søren Brostrøm udsendte en omstrukturering, og vi sloges om at få ret i vores forskellige lejre, var der én, der hviskede noget om kærlighed.
Mens vi igen var på skilsmissens rand, var der en døende bedstemor, der sagde noget om den gode vilje og om, at livet går hurtigere end vi tror.
Mens vi brokkede os, var der én, der sagde noget om en stor glæde. Og mens der var én, der sagde noget om en stor glæde, var der folk, som syntes, det var noget dagdrømmende, intelligensfornærmende og virkelighedsfjernt pjat.
Mens de andre holdt familiejul og mange lå alene i isolation, sænkede den ægte, inderlige julefred sig pludselig i et menneskes hjerte.
Mens Kvirinius var statholder, blev nogle outsidere i et parallelsamfund mødt af en engel. Og når jeg spørger mine konfirmander, hvad de tror, hyrderne tænkte, svarer mange af dem, at nok tænkte: ”Hvorfor os?!”
Og vi kunne tilføje: ”Hvorfor ikke Augustus? Hvorfor ikke Kvirinius? Dem, der faktisk kan gøre noget på den store skala?”
Fordi evangeliet om frelseren, det lille skravl, ikke skal bakkes op af den magt og autoritet, der er der i forvejen. Så ville folk bare tro på autoriteteten i stedet for på evangeliet. Men frelsen gjaldt også Kvirinius. Og hvis en høj mellemleder som ham ville tage sig af hvad et par outsidere sagde, de havde set og hørt, ville han komme alvorligt i tvivl om sin stillings betydningsfuldhed.
Måske ville han se på sin kone, sine børn og lægge mærke til, hvem de var lidt mere. Måske ville han se på andre mennesker som noget andet, end en flok, han skulle håndtere og implementere chefens ønsker i blandt. Måske ville han være mindre bange for at blive som dem, de elendige masser.
I det lille barn giver Gud sig til os. Gud ér ikke andet end at blive ved og blive ved med at give sig selv til os. Som et kæmpe vandfald. Som en klar kilde. Som kærligheden, der bruser og slukker tørsten. Uden at beregne, om det kan betale sig. Uden at have et regnskab kørende.
Gud giver sig selv i form af et lille barn, og lægger sig aldeles i hænderne på nogle famlende førstegangsforældre, der må improvisere hvert øjeblik til de segner af træthed. En lille krop i en krybbe, der en dag skal sige om det brød og den vin, han giver, at det er hans krop og hans blod.
Og da vil det ikke længere være Kvirinius, men en anden, der er mellemleder i Mellemøsten for kejseren. Men Kvirinius vil måske høre om en korsfæstet messias, som siges at være opstået fra de døde. Og måske vil han se ud ad sit vindue og se folk gå rundt og tale om dette menneske, som de kalder Kristus. Og måske vil han tænke ”Alt dette begyndte mens jeg var statholder i Syrien og jeg anede det ikke.”
Selvom det ikke bliver den samme jul, og selvom nogle af os må sidde i isolation og føle os udenfor, og selvom der er alle mulige elendige besværligheder for tiden, er det nu alligevel Guds vilde kærlighed i den lille, forsvarsløse krop, julen drejer sig om.
Og den gælder alle og enhver. Mens vi sidder alene. Mens vi har feber. Mens vi kun har fjernsynet. Mens vi græder lidt. Mens vi danser om juletræet. Mens vi er på natarbejde på hospitalet. Mens vi giver gaver til hinanden. Mens vi bitcher over omikron. Mens vi savner. Mens vi er her, er der en stemme fra englen, der lyder til os: ”Du, du er Guds elskede. I dag er der født dig en frelser. I dag er der født din fjende en frelser. I dag skal I være med Gud i al evighed.”
Og det begyndte allerede mens Kvirinius var statholder i Syrien for 2000 år siden.
Guds kærlighed sker aldrig når vi er parate. Den sker altid mens vi er i gang med noget andet. Den finder vej til vores bevidsthed mens vi lever og ånder og vasker op, cykler i modvind, brænder maden på, skifter sengetøj, børster tænder og er i gang med noget helt, helt andet. Altid imens.
Glædelig jul, alle sammen!
Henrik Winther Blog 