Mariæ Bebudelse 26/3 – 2023
Luk 1,26-38
Salmer: 756 – 803 – 69 – 414 – 10
Hmm, jeg ved ikke helt, hvordan I ser denne scene for jer. Men jeg tror ikke, jeg overdriver når jeg siger, at vores opfattelse hver især af mødet mellem Gabriel og Maria fortæller alt om, hvad vi går rundt og forestiller os om Gud.
Hvis vi leger, at vi er en teatertrup, og vi skal lave denne scene, hvordan skal scenografien så være? Hvor skal Maria være, hvor skal Gabriel være, hvordan lyder Gabriel? Er Maria den første, englen forsøger sig med eller er hun den eneste, der ikke har sendt ham afsted igen? Har han bare højre-swipet på alle jomfruer i hele Israel på den himmelske Tinder-app til at begynde med? For: hvorfor lige hende?
Det lyder muligvis som det rene vrøvl. Men der er mindst én pointe med det her.
Lad os for eksempel sige, at vi stiller scenen op sådan, at Gabriel kommer svævende ind i Marias hus, ser på hende oppefra og fortæller hende, hvad der vil ske, om hun vil det eller ej, og at hun sådan set bare har at samtykke. I så fald er vi langt inde i overgrebet, hvor pigen skal være lydig og bøje sin vilje efter Guds.
Stillet sådan op, vil de fleste nok sige, at det lyder ulækkert og frastødende. Og nu, hvor vores egen, lille velfærdskoncentrationslejr for ’ulydige’ kvinder på Sprogø heldigvis får den skamfulde omtale den fortjener, ligger det lige for at lægge afstand til det med den lydige, unge kvinde, der skal gøre, hvad hun får besked på af en svævende mandsskikkelse oppe over hende.
Hun slutter jo med at sige ordene ’Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!’ Er alt så ikke godt?
Det ér jo en almindelig tanke, at vi skal gå ind på Guds vilje som lydige Gudsbørn. Men det er mere end én tanke værd, om vi gør det frivilligt eller under pres.
I denne måde at sætte scenen på med Maria som den lydige, unge kvinde, læner vi os ind i et tvunget samtykke. Og et tvungent samtykke er ikke noget samtykke.
Mange herinde vil kunne huske ’60ernes og ’70ernes kvindefrigørelse, hvor kvinderne tog sig selv i skole og spurgte sig selv og hinanden om hvorfor de mon tænkte og opfattede sig selv som de gjorde. Hvorfor sagde man egentlig ja til de vante kønsroller, mere eller mindre bevidst? Hvor kom de fra, kønsrollerne, og hvordan udspillede de sig i vores liv? Det gjaldt pludselig om at holde tunge lige i munden for ikke at falde tilbage i nogle allerede definerede roller og skabeloner.
Skal vi placere Maria i den underdanige, lydige rolle med et samtykke, der måske ikke er helt oprigtigt ment, men som ligger snublende nært i en allerede defineret kvinderolle?
Men lad os skifte scenografi:
Vi lader Gabriel træde frem for Maria, men denne gang træt efter at have gennemtravet hele Israel for at finde en kvinde, der helt frivilligt vil påtage sig rollen. På hans Tinder-profil står der de samme ord til enhver, der højre-swiper på Gabriel, nemlig ’Herren er med dig, du benådede!’
Den tekst virker ikke på enhver kvinde, der vil bestemme over egen krop. Lad os sige, at Gabriel er nået helt til udkanten af landet, og nu, endelig, er der én, der tager imod hans frieri. Han er på knæ for Maria. Hun overvejer tingene, og kan godt se, at det betyder statustab i byen, for slet ikke at nævne lidt problemer med Josef.
Hvordan lyder hendes ’Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!’ så?
Ja, så er det frivilligt. Intet pres. Ingen trusler. Intet bøjet hoved, intet såkaldt ’lydigt’ menneske, ingen ’lydig’ kvinde. Nej, så er hun et selvbestemmende menneske, der frivilligt lader sit liv omdefinere.
De to forskellige måder at opfatte mødet mellem Maria og Gabriel på fortæller noget afgørende om Gud.
Hvis vi automatisk har set den første scene for os, betyder det i virkeligheden, at vi synes, at Gud er en, der trænger ind over vores grænser med rette, og at vi har at bøje os og vores vilje efter Guds. Og jeg vil vædde kjole og krave på, at sådan et billede af Gud har meget store konsekvenser for os når vi fx bliver syge, står i en krise eller når vi skal dø.
Det bliver en i sidste ende brutal Gud, der kan bruge os som skakbrikker – og det skal vi lære at synes er okay.
Men hvis vi automatisk ser den anden scene for os, hvor Gabriel har søgt efter en frivillig, som uden at træde lige ind i klichéen om hvad en rigtig, lydig kvinde skal være, har sagt ja, så står vi med et helt, helt andet billede af Gud.
En Gud, der respekterer sit menneske. En Gud, der ikke tryner sin vilje igennem, men som ofte er på sine grædende knæ for os. En Gud, der beder os som noget lige så meget som vi beder Gud om noget. En Gud, der søger en partner med værdigheden i behold, ikke en undertrykt menneskehed, som Gud har trynet sin vilje igennem hos.
Da Alexander blev døbt, bad vi Fadervor. Og der sagde vi ordene ’ske din vilje som himlen, således også på jorden’. Om lidt skal vi bede Fadervor igen. Hvordan vi tænker om ordene ’ske din vilje’ er afgørende for hvordan vi opfatter Gud.
Og hvordan vi opfatter Gud, er afgørende for hvordan vi ser på os selv og hinanden: Hvis Gud er sådan én, der gennemtvinger sin vilje på bekostning af menneskers værdighed, og vi bare skal være lydige og føjelige, så er Gud Sprogøs Gud. En, der sender såkaldt ulydige ud på en ø indtil det måtte behage Gud at befri os. Og dét måtte vi så skulle acceptere stiltiende, ja, endnu mere: med glæde og med et ’halleluja’ på læberne.
Men hvis Guds vilje er kærlighed, forsoning, broder- og søsterskab, er Gud ikke Sprogøs Gud. Så er Gud snarere en indsat på Sprogø. En, der er i hænderne på menneskers vilje. For kærligheden tvinger ingen på dén måde. Kærligheden er stærk, men den er ikke brutal.
Som med mange, mange andre fortællinger i Bibelen, opfatter jeg historien om Marias møde med Gabriel som en slags Rorschach-test:
Hvis vi ser en engel, der udvælger sig Maria og fortæller hende hvor skabet skal stå indtil hun bøjer sig og giver sit samtykke, er Gud i sidste ende brutal. Det kan man såmænd godt have det fint med. Man skal bare være klar over det.
Hvis vi ser en engel, der spørger Maria om hun vil gå ind på at bære Guds liv i sit liv og i sin livmoder, er Gud håbets og værdighedens Gud.
Så hvordan du ser scenen med Maria og Gabriel for dit indre blik, fortæller dig, hvad du i bund og grund tror om Gud. Og dermed, hvad du i bund og grund tænker om dig selv og andre.
Derfor er det et par minutters overvejelse værd inden næste Fadervor hvordan du opfatter ordene ’ske din vilje’.
Amen!
Henrik Winther Blog 