Intro: I går aftes blev vi vidner til, hvad vi allerede véd, nemlig hvor skrøbeligt vores liv er. Vi blev også vidner til et fællesskab, der hævede sig over nationalitet: de finske fans hyldede Christian Eriksen, mens vi ventede på nyt. Vi så et hold, der skærmede deres kammerat og vi så korset i form af det finske flag dække for Eriksen, da han blev båret fra banen. Det er dét, et korsbanner skal bruges til: at skærme mennesker.
2. s.e.t. 13/6 – 2021
Luk 14,16-24
Salmer: 743 – 722 – 449 – 321 – 747
Der skal være fest. Det har du besluttet. Du har sendt invitationer til det helt store. Det skal være de mest spændende mennesker, det skal være alle dem, der plejer at komme, og som du er lige med. Dem fra jeres kreds. Nu skal den have alt hvad den kan trække.
”Afbud. Hm, okay. Han skal på længe ventet bryllupsrejse til Maldiverne? Det er vel i orden på en måde. Et afbud til? De bliver nødt til at få sat det nye hus i stand inden det bliver koldt igen. Hmmm. Afbud igen? Hun skal ud at lave teater i Ulvedalene efter et helt års arbejdsløshed? Hvad siger du?! De skal alle sammen noget andet? Der kommer ikke nogen?
Gå ud og find nogen, der vil til fest. Sig, de skal. Der er god mad og musik og alt muligt. De andre – ja, de kan bare holde sig væk for fremtiden.”
Du er faldet i status – du bespiser ikke længere dine såkaldte venner på dit eget niveau. Nu bespiser du laverestående kredse. Den kommer du ikke til at kunne løbe fra nogensinde. Du har skiftet spor. Du har bundet dig til dem, der har brug for dig.
—————-
Der skal være fest. Det har du hørt. Du er oven i købet inviteret. I mangel af bedre. Du har hørt om ham, der holder den. Ikke en, du plejer at blive inviteret af. Det er ham med alle de kendte og spændende mennesker. Du må hellere gå ud og købe noget nyt tøj. Finde på noget interessant og underholdende at sige. Det ville være pinligt at falde for meget igennem ved bordet.
Du ankommer til festen. Og opdager, at du er lidt for pænt klædt på. Folk ved bordet ser ud som de kommer lige fra arbejdet i kulminen. Sig mig, hvad hulen er det her for en fest? Og hvor er alle de kendte?
Du får en plads og sætter dig sådan lidt tøvende. Døren går op, og nu kommer kørestolene ind. Folk bliver båret ind til bordet. Folk, der åbenlyst ikke har været i bad i månedsvis føres til bords. Og nu bandefolk med tatoveringer op ad halsen og et ondt blik bliver bænket rundt omkring.
Bliver du siddende?
—————————–
Der skal være fest. Det har din arbejdsgiver besluttet. Han har åbenbart skiftet taktik. Han går og bander og svovler over, at dem, der skulle komme ikke kan. Du skal ud og hive folk ind fra gaden.
Okay, hmm, du kan jo spørge dem, der ser ud som ordentlige folk. Ja. Lav en facebookgruppe, der hedder ’Os, der kan lide rødvin og i princippet betaler vores skat’. Den virker lidt. Der kommer ordentlige folk. Ikke de mest interessante og vigtige, men alligevel.
Din arbejdsgiver er ikke tilfreds. Der er flere pladser og meget mere mad. Du skal have fat i nogle flere. Du hyrer et konsulentfirma til at lave en hurtig brugerundersøgelse for at se, hvad folk reagerer på. Det virker lidt mere. Der kommer flere.
Men der er stadig ikke fyldt op. Arbejdsgiveren er sur. ’Gå ud og tving hvem som helst ind!’ Okay, så tager du en tur på hospitalet og finder folk, der sidder og ser triste ud på gangene. Og derefter en tur i fængslet; der er bandemedlemmer med tatoveringer op ad halsen og et par lidt for entreprenante investeringsfolk.
Orker du at arbejde for en, der nærmest ikke har nogle standarder for, hvem han vil ses sammen med? Smitter det ikke lidt af på hans ophøjethed og anseelse? Og hvad siger det egentlig om dig, at du går rundt og reklamerer på livet løs for din arbejdsgivers herligheder blandt rosset?
—————
Vi kan jo let tænke, at manden er Gud, at Jesus er den, der indbyder og at de, der afslog er det udvalgte folk, og rosset – det er så os.
Men hør engang, vi er jo ikke vanføre eller lamme eller på anden vis ude af stand til at være medmennesker eller være kirke på en levende måde. Vi er ikke som udgangspunkt lammede eller ofre, der ingenting kan, eller ingenting kan give.
Det kan vi. Og det skal vi. Vi kan sagtens være dem, der opsøger det fortabte. Vi kan sagtens være dem, der går Guds ærinde. Det nytter ikke at placere sig i den gruppe af folk, der kun skal modtage og kun kan modtage. Det er en lidt for hurtig ansvarsfralæggelse.
Vi kan sagtens være de indbudte hos én, der både lader servere for høj og lav.
Indbudte hos ham, der skænker syndsforladelse uden at ryste på hånden til nogle, vi ikke kan lide. Ham, der har sin største glæde i én, der pludselig ser sit hidtidige liv i et klarere og mere ubehageligt lys og sætter sig ved bordet.
Indbudte hos ham, der aldrig løber tør for at give milde gaver ud af sig selv.
Men vi er også dem, der skal opsøge for vi er betroet talenter, som skal avle. Vi er betroet evangeliet, som skal udbredes og vokse.
Så hvordan skal vi vise de blinde, dem, der er udleveret uelskværdige kræfter, dem, der opfattes som en byrde gennem så lang tid, at de ender med at give systemet ret, – hvordan skal vi overbevise dem om, at de er indbudt til en fest, som er fyldt med himmelsk fedme?
Det er søndagens spørgsmål. Og svaret, ja, det kan vi overveje hver dag.
Amen!
Henrik Winther Blog 