Nytårsdag 2023 kl. 16
Luk 2,21
712 – 425 – 122 – 129 – 290 v. 5-7
Pelé er død. Messi lever. To spillere, som selv modstanderne klapper ad. To spillere, som har vist os, at man kan omgås en bold på rent ud sagt utrolige måder.
Når man ser Pelé sakse bolden i mål, når Messi afdribler et helt forsvar ved at standse og eksplodere i en uventet retning, når Pelé lobber bolden over en, to, tre forsvarere i målfeltet inden han banker den i nettet, så man kan se på modstanderne, at der nærmest var begået en forbrydelse mod den uskrevne regel, at ét lob må være nok.
Der er dog grænser, og man kan ikke sådan gå rundt og bryde ordentlige folks forventninger! Må man i det hele taget godt lobbe en bold tre gange?
Når man altså ser Pelé og Messi vise os hvad det egentlig og i dyb forstand vil sige, at bolden er rund, må man spørge sig selv, om hvorfor de fleste af os egentlig går rundt og har med tingene at gøre på ret fantasiløse måder.
Man ser en stol, og man er ret meget på det rene med hvordan sådan én virker og hvad man formodes at gøre. En stol er en stol er en stol.
Men har man én gang set klovnen Charlie Rivel prøve at sætte sig på en stol, ved man to ting:
1) Det er svært at være et menneske i verden. Og 2) at ting ikke kun er det, de er tænkt som. Der er muligheder. Man kan godt skære et rundstykke i skiver i stedet for at halvere det, mens de små børn sidder og glor dybt mystificerede med en dråbe savl på læben og gør store øjne.
En fodbold. En stol. Ikke så ligetil, som vanetænkningen gør det til. Hverdagsverden er forunderlig og dyb, og det har Pelé, Messi og Charlie Rivel vist os med deres fantasifulde måde at omgås disse hverdagsting på.
Det velkendte er vildt og uendelig dybt, kompliceret og forunderligt. De folk åbner verden for os, giver nye øjne på det velkendte. Og ikke bare det. Det er de færreste, der ikke fryder sig over sådan et øjenåbnende mesterskab for dets egen skyld.
Det er nemt at have et blik, som ikke rigtigt ser. Et blik, som for længst har gjort sig færdig med verden og har bestemt sig for hvad alting ér. Det fyger med automatdefinitioner om ørerne på os. Tag stilling. Bestem dig. Nu!
Det er trættende og det graver både grøfter og skyttegrave på alle måder, så vi ender med kun at se det, vi får fortalt, vi skal se.
Jeg så engang en mand i London, som stod på gaden i grøn refleksvest ved et kryds ved Big Ben. Han sagde ikke et ord, men i hånden havde han et skilt, hvor der bare stod ”Jesus”.
Det stod han bare med i timevis. Så måtte folk bruge deres fantasi og tage anledning af navnet ”Jesus”.
Han havde ikke i sinde at uddybe noget som helst. Det måtte folk, der så hans skilt, selv gøre. Jeg tog et billede af ham og har hængt det op på mit kontor, og jeg er ikke spor færdig med at se på det og tænke over det.
Da Maria og Josef stod med den lille purk i armene, anede de ikke hvad de havde med at gøre. Det eneste de var sikre på var hans navn. Og det var nok til at åbne deres blik for verden, måske endda få øjne på stilke.
For hvad betyder det navn, Jesus? Ja, vi ved godt, hvad dem, der har sat teksterne sammen til i dag synes, det betyder. Det betyder en opfyldelse af en profeti – ham, Abrahams efterkommer, i hvis navn hele verden skal velsignes. Og det skal vi altså lige være klar over her ved nytår. Knægten blev født under den gamle pagt, blev omskåret og det hele som en god Abrahamssøn.
Og det er da fint. Men heller ikke Jesus skal man gøre sig for hurtigt færdig med. Hans navn er knyttet til milliarder af mennesker. Milliarder af skæbner og liv. Liv, som er forbi, liv, som er i gang og liv, som netop har åbnet øjnene mod verden.
Variationerne over betydningen af hans navn er ligeså uendelige som Pelés indfald med en fodbold. Ligeså uendelige som de stykker musik, der kan komme ud af de samme tolv toner.
Ja, mere endnu: der var engang en komponist ved navn John Cage. Han fik den geniale idé at skabe et værk, som hedder 4’33’’. Det består af baggrundslydene hver gang det opføres. Pianisten kommer ind og sætter sig ved flyglet, løfter hænderne – og sænker dem igen uden at spille en tone. I nøjagtigt 4 minutter og 33 sekunder.
Hvad publikum hører er de lyde, som kommer fra bussen, der kører forbi, regnen på taget, slikposen, der knitrer, damen, der hoster, sin egen tinnitus kan man også høre.
En af pointerne er, at man bliver hyper-opmærksom på det, der ellers ligger i udkanten af éns opmærksomhed. Og hver gang det opføres er det forskelligt. John Cages 4’33’’ lyder aldrig ens. Det ér det samme – og dog aldrig det samme.
Sådan også med det navn, Josef og Maria gav deres dreng – det åbner altid mere og mere i ligeså mange variationer som der findes mennesker. For han lægger navn og liv til alle. Ikke så sært, at han blev væk fra dem som 12-årig – han er jo ikke til at holde styr på.
Det betyder også, at han ikke forbliver en fortidig palæstinensisk jøde med brune øjne og sort hår. Der er ingen grund til at lede efter den sande Jesus dér. Han er der ikke. Han er opstanden, himmelfaren og giver sit navn og liv til enhver i uendelige variationer.
Det handler ikke om hvem han var. Det handler om hvem han er, hvem han kommer som, og hvem han identificerer sig med. Det er værd at huske på næste gang vi mener, at nogen er mindre betydningsfulde end os selv.
Nej, den banale hverdagsverden og alle dens hverdagsting er forunderlige – det viser kunstnerne og de geniale sportsfolk som Pelé og Messi os.
Og her midt i julen får vi det navn med milliarder af virkelighedsvariationer, som omfatter alle mennesker.
Det bør forny vores blik for verden, dens ting og dens mennesker. Væk fra skyttegravene. Væk fra det hendøende blik på verden. Væk fra lidt for hurtige afgørelser. Det velkendte er altid meget vildere.
Endnu et år er gået. Ja, det kan man jo sådan sige hver dag – det er bare at tælle 365 dage bagud. Men Mayland vil det anderledes. Kalenderen bøjer vi os for.
Må det blive et år med blik for opmærksomhed på ting og mennesker i vores periferi, og på ting og mennesker lige foran snuden på os.
Og nu ville jeg gerne have opført John Cages’ 4’33’’ som et passende punktum for min prædiken, men jeg mangler et klaver at fremføre værket fra. Så jeg vil fylde noget af tiden ud med ord.
Så kan I selv afgøre, om det jeg siger er noget eller om det er perifere baggrundslyde 😊
I Jesu navn!
Henrik Winther Blog 