13. se.t. – Den barmhjertige samaritaner II – når Jesus fortæller kærlighedshistorier

Jeg har set mange kærlighedsfilm – mange gange er det noget med en eller anden, der pludselig ser en kvinde i en boghandel, deres øjne mødes, og så er der en dum og ufølsom kæreste, der skal skaffes af vejen, og så får de hinanden og bliver gift. Og så stopper filmen.

Så står man dér og glor – og enhver ved jo, at det er ægteskabet, der virkelig kræver kærlighed. Men dét får vi ikke noget at høre om!

Undervejs er vi ved at gå i spåner over om de nu får hinanden: “Nej, kig nu op! Skynd dig at nå toget”, osv.

Når Jesus fortæller en kærlighedshistorie er det mindst ligeså nervepirrende – det er lige ved at gå galt hele tiden. Her er der fem mennesker: præsten, hjælpepræsten, den overfaldne, samaritaneren og kroværten. Præsten og hjælpepræsten er på vej til gudstjeneste, og har virkelig ikke tid til at standse op. ‘Ja, selvfølgelig elsker vi vores næste – bare ikke lige nu! Vær ikke besværlig!’

Samaritaneren afleverer vor mand til en krovært. Her kommer en vildt fremmed og afleverer en anden vildt fremmed og siger ‘Kan du lige holde ham hér til jeg kommer tilbage?’ – og der kan jo gå rigtigt lang tid. Igen er kærligheden ved at gå galt. Vil kroværten tage det på sig uden garantier. Og så et menneske, som kun er én stor udgift?

De skal vist alle have hjælp: præsten og hjælpepræsten skal turde at lade sig afbryde. Samaritaneren skal imødekommes af kroværten, som også skal vide, at han jo ikke bare kan smide den overfaldne på porten. Og den overfaldne skal vide at det er okay at være til besvær og ikke kunne – eller skulle! – give noget tilbage.

Hvad ville vi sige til de fem mennesker? For sandheden er jo, at denne her kærlighedshistorie slet, slet ikke er færdig. Den finder sted hele tiden, hver eneste dag. Og vi er jo dem, der har hørt historien, så vi har jo også ansvaret for, at den lykkes.

Vi er nemlig ikke bare tilskuere, men medvirkende i denne kærlighedshistorie, der hele tiden er ved at gå galt, men som også kan reddes. Det er ret meget op til os.

Hvad vil du gøre for Guds kærligheds skyld?