- set. 20/9 – 2020
Luk 10,38-42
Salmer: 744 – 444 – 414 – 365 – 288 v. 2
Man er efterhånden til døden træt af de kønsklichéer, der plager os alle sammen, og som vel ingen kan trække vejret i. Selv dem, der holder fast i dem – for man kan også elske sit fængsel.
Iltfattige og åndløse klichéer, og det er meget, meget nemt at falde i igen med denne tekst, som har så lang en virkningshistorie, at det næsten er umuligt ikke at fortsætte en eller anden sort/hvid forestilling om ’kvinden’ og ’kvindens roller’.
Beretningen om Martha og Maria er så let at inddele kvinder efter, som om nogen overhovedet havde behov for at blive ’inddelt’. På den ene side den arbejdende Martha, og på den anden side den åndelige Maria.
Andre positioner kan man åbenbart dårligt forestille sig.
Og hvis man prøver at forestille sig scenen hér, er det svært ikke at blive åbenbaret for sin egen sexisme: én kvinde løber omkring og er husmor, en anden sidder hengivent for foden af en mand, der lader sig betjene, og som oven i købet tillader sig at mansplaine for Martha, at hendes søster ’har valgt den gode del’.
Mere stereotyp tekst kan man vel dårligt møde i Bibelen, og hvis man ikke holder øje med sig selv, kan man hurtigt tænke, at det da sikkert er okay at sidde på sidelinjen og overveje, hvilken slags kvinde, der har fat i den lange ende.
Nogen vil måske sige, at beretningen om de to søstre i virkeligheden er et opgør med kønsroller, fordi Maria netop ikke skal være husmor, nogens kone eller andet, som forventes af en kvinde, hvad enten det er ’samfundet’, ’kulturen’ eller patriarkatet eller andre kvinder, der forventer det.
Og det er også sandt, at kristendommen frisatte mange kvinder fra at være fødemaskiner og gifte til at skabe rammerne for kirken i begyndelsen. Paulus takker mange forskellige kvinder i sine breve og nævner deres roller i de forskellige husmenigheder. Så bortset fra et indelukket sexliv, var der da på mange måder nye boller på suppen for kvinder i oldkirken.
Men det hjælper bare ikke noget. Her er det stadig en mandlig præst, der står og udbreder sig om ’kvindernes roller’, og om, hvor meget godt, der er kommet ud af dén ændring.
Det er ganske sikkert irriterende at høre på og også irriterende at prædike over, kan jeg afsløre.
For prædiketeksten fastholder nogle ret pinagtige kønsroller, hvor manden mener noget om kvinder og om, hvad de bør og ikke bør hæfte sig ved. Som om det tilkom nogen som helst at mene noget om dét.
Min lille fru moder havde ved loppemarkedet i søndags en platte til salg. Den nok mest skamløse platte, jeg i mit liv har set. Der var billeder af 12 alvorlige herrer med Kong Chr. X i midten, og så stod der følgende ord:
- juni 1915
Til minde om de mænd, der gav kvinden ligestilling med manden i landets styrelse
Ja. Det står der. I ramme alvor. 12 mandlige apostle, der nådigst har ’givet’ kvinder ligestilling. Hvor er det flot af dem. De skal have en platte, som taknemmelige kvinder kan hænge op i deres smukke hjem og betragte med ærefrygt og dyb tak i hjertet, over at storsindede mænd har skænket dem plads ved de mægtiges bord.
Så hvad gør vi med historien om Martha og Maria, hvis den ikke skal være et levn eller endnu værre: hvad gør vi, hvis den ikke bare skal være med til at fortsætte de udmattende kønsklichéer?
Ja, vi skal i hvert fald ikke psykologisere situationen ved at gøre Martha til en syrlig, geskæftig dame, og gøre Maria til en ung, smuk kvinde, der sidder for mandens fødder i en position, der syder af erotik. Sådan ser det nemlig ud på mange malerier.
Måske hjælper det os ud af kønsklichéerne at se hele beretningen som en gudstjeneste og Martha og Maria, ikke som individuelle kvinder til efterfølgelse eller afsværgelse, men som to billeder på en menighed.
Hvad er det så ’Martha’-menigheden gør galt? Tja, i første omgang ikke noget. Martha-menigheden er optaget af diakoni. Og det er fint og smukt og godt.
Martha-menigheden skal bare ikke betjene netop ham, som den bekender som ’Herre’. For i en gudstjeneste, er det Herren, der betjener os med sit ord, sit legeme og sit blod. Ham skal der ikke sørges for. Han skal ikke ofres til. Han giver sig selv. Han skal ikke først have sit.
Under gudstjenesten er det meningen, at vi skal modtage ordet som forudsætning for diakonien.
Og det er dét, Maria-menigheden gør. Den modtager.
Okay, så langt, så godt.
Hvis vi dropper at læse historien om de to søstre i kønsperspektiv og læser den som et billede på en menighed, der er ved at køre af sporet, fordi den ikke kan finde ud af, hvad den egentlig skal – tjene andre eller holde fast ved Guds ord – så er vi ved at være lidt tættere på noget brugbart for os alle sammen.
Men så har vi det problem, at beretningen handler om at tage sig sammen og ikke udelukke den ene eller den anden måde at være menighed på. Altså, så bliver historien pludselig en formaning om, hvordan man er menighed under en gudstjeneste. Nemlig, at først modtager vi passivt Ordet, og så sørger vi for dem, der har brug for hjælp.
Så bliver menigheden én enhed, i stedet for at stå i hvert sit hjørne og råbe til hinanden om, at det fornødne er enten at gøre noget eller at lade sig opfylde af noget.
Det er til at forstå.
Men træet kendes på dets frugter, og de to positioner skal ikke blive i huset – de skal ud og følge ham, opfyldt af Ordet, kaldt ud, begge to. Som fuldgyldig menighed.
En menighed, der tillader sig at modtage og som kaldes ud til at være kirke i hverdagen. Og som må ind og modtage igen. Sådan slår et hjerte, sådan er kirken Guds hjerteblod.
For det nytter ikke, at vi nøjes med at gå i kirke for vores egen, personlige ros skyld og så er ligeglade med de andre, mens vi sidder ved Herrens fødder.
Det er let at falde i den fælde at gå i kirke udelukkende for sin egen skyld. Især fordi man kan blive vældig optaget af sin personlige sjælefred som et mål i sig selv.
Det er det ikke.
Og det er på den anden side også let at gå på barrikaderne og bekæmpe uretfærdigheder, hvor man ser dem. Det skal vi. Uden forbehold, og uden diskussion.
Men kirken er ikke et udgangspunkt for idealisme, men for evangeliet. Idealisme uden ydmyghed bliver hurtigt et geskæftigt tyranni. Også selvom den kommer af de bedste intentioner, menneskehjertet kan frembyde.
’Martha’ og ’Maria’ hører sammen som Lennon og McCartney.
Det er godt at huske på for os, der kan komme til at lægge vægten for meget på den ene side af kirkens liv i verden. For så ender det med, at ’Martha’ og ’Maria’ bliver Kain og Abel. Og dét er hverken vi selv eller Gud – i ordets mest konkrete forstand – tjent med –
Amen.
Henrik Winther Blog 