Juleaften 2022
Luk 2,1-14
94 – 104 – 119 – 112
Hvis jeg nu siger ”Der er udgået et bud fra Mette Frederiksen”, vil nogle med det samme se rødt og vende det døve øre til. Hvis jeg siger ”Der står i Politiken, at…” vil der ske det samme med nogle andre. Og hvis jeg siger ”En talsmand fra demonstrationsgruppen Men In Black udtaler, at…”, går mange i sort på stedet.
Det hele afhænger åbenbart af hvem, der siger noget, snarere end hvad der bliver sagt. Hvis der kommer noget fra nogen, vi på forhånd kan lide, er vi meget mere tilbøjelige til at tage tingene for gode varer.
Det er en gammel sandhed. Det nye og festlige er, at vi er begyndt at slås om jorden er rund eller flad, om vi bliver magnetiske af vacciner og om der er nanorobotter i sprøjten. Der bliver rullet med øjnene i begge lejre. Og begge lejre mener, at de andre ikke fatter, hvad de er styret af og hvis ærinde, de som nyttige idioter går.
Måske er vi kommet hertil, fordi nogle føler sig løjet for. Når man føler sig ført bag lyset, synes man, at man bliver berøvet sin værdighed. Man er åbenbart ikke umagen værd. Og hvis man mere eller mindre bliver set som uværdig, bliver man jo vred. Og så bliver alt, hvad de andre har, er og står for forsaget og foragtet.
Den, der bliver betragtet som uværdig til at være med og blive respekteret, bliver forbitret og vred. Det er ikke så godt, når vi regner hinanden for fjolser som udgangspunkt.
Det var ret præcis det, hyrderne blev betragtet som. Utroværdige som udgangspunkt.
Egentlig har de jo ikke noget at gøre i vores juleevangelium derude på marken. Det hele foregår jo inde i stalden. Et lidt pudsigt sceneskift.
Men de er med, hyrderne, for at repræsentere dem, du ikke har respekt for. Dem, der i dine cirkler har et dårligt ry.
Anti-vaxx’ere vil kalde dem hundehoveder, socialdemokrater og kapitalens lejesvende. Vaccinetilhængere vil kalde dem sølvpapirshatte. Det lover ikke godt. Men mon ikke der bag den mærkelige splittelse, vi oplever her i vores lille land og ude omkring i verden, ligger en fornemmelse hos en del mennesker af ikke at blive regnet for noget?
Hvad hvis nu alle blev betragtet som værdige? Som mennesker, der har behov for respekt?
Her kommer altså dem, du ikke kan snuppe, og fortæller om Guds frelse. Straks tænker man desværre nok, at det er endnu et stykke propaganda fra dén fløj. ”Dem derovre”, som Laura siger i Matador.
Man ser rødt eller går i sort. Alene fordi det netop er dem, der siger det.
Det gør jo, at vi opfatter ordene og budskabet som et våben. Som gift.
Men med lidt fantasi kan vi komme ud af det ekkokammer. Lad os forestille os, at hyrderne er lige så forvirrede som Maria, Josef og de andre, der undrer sig. Lad os forestille os, at de siger: ”Guds engel fortalte, at der er født os en frelser” Os. Vi har alle sammen været galt på den. Vi, der er de udstødte, har været forbitrede. Vi, der fejrer os selv som de rigtige har taget os til hovedet.
Men der er født os en frelser. En, der frelser os fra os selv. Vi, der overser de andres behov for oprejsning og værdighed. Vi, der tæller og håndterer mennesker som vi tæller og håndterer problemer. Vi, der forkaster alt det, vi ikke vil høre tale om. Vi, der ikke har tid til at høre på den, der vil lette sit hjerte.
Lad os forestille os, at hyrderne ikke kommer med et budskab, de skal bruge som et våben mod magteliten og give verdens Augustus’er og Herodes’er kniven.
Lad os forestille os, at de kommer med et budskab, de ikke selv har fundet på. Et budskab, de knap nok selv kan stå inde for. Et budskab, der rammer dem selv og deres virkelighed, deres status, lige så meget som det rammer alle andre.
De skal ikke længere sidde og skumle ude på marken, ude på landet, foragtet og ikke blive regnet for noget. Slut med den sutteklud. Og dem inde i byen skal også komme af med deres identitet som de vigtigste. Det er nemlig også en byrde.
Englens budskab er et farvel til alles skeptisk løftede øjenbryn og rullende øjne.
—————————————————-
Meget ofte bliver man som præst spurgt om, hvad al den snak om frelse betyder: ”Hvorfor er det nødvendigt at blive frelst? Fra hvad? Ha ha, jeg har ikke brug for frelse!” Og det er det første tegn på, at der i høj grad er brug for frelse.
Julens budskab betyder, at vi bliver frelst fra indelukkethed, mistro, vrede, opgivenhed, uværdighed, forbitrelse, at se rødt og gå i sort. Frelst fra den korte lunte. Frelst fra sin egen boble. Frelst fra rethaveriskhed. Frelst fra kun at se hinanden som modstandere og frelst fra at klynge os til vores holdninger, som om det var det eneste, der giver os identitet og værdi.
Med et par gammeldags ord: frelst fra stolthed og hovmod, som mange vil kende som to af de syv dødssynder. Stolthed og hovmod opstår som en fattig erstatning for den værdighed, vi faktisk har behov for. De opstår i os i mangel af bedre.
Og ikke bare frelst fra. Vi bliver også frelst til noget: for hvad er Gud andet end den, der oprejser sit menneske til værdighed og glæde?
Vi er frelst til at give hinanden Guds værdighed. At oprejse hinanden. Ikke kun dem, vi godt kan li’ i forvejen. Men også dem, vi måske med god grund foragter. Men det blik, som udser alle de fejl, mangler og elendigheder, de andre har, skal vendes til fantasiens blik, indlevelsens blik: hvordan kan jeg bidrage til dette menneskes oprejsning og værdighed?
Trænger vi ikke til at få befriet vores hjerter fra ekkokamrenes iltfattighed og udvise lidt god, gammeldags ridderlighed M/K/LGBTQ+?
Det ville klæde os, og det er også den ’dragt’, så at sige, som Gud vil klæde os i. I enhver handling, ethvert ord, der oprejser og skænker værdighed, genkender Gud sig selv, og jeg vædder kjole og krave og tjenestemandspension på, at englene vil synge både ’Hallelujah!’ og ’Ære være Gud i det højeste, fred på jorden og i mennesker velbehag’.
Værdighed kommer af kærlighed og omsorg. Mad til den sultne. Tøj til den nøgne. Fred til krigens børn. Ly, hjertevarme og tryghed. At blive lyttet til. At vide, at man er med, vigtig og betydningsfuld for Gud og mennesker. Oprejsning. Og genoprejsning.
Glædelig jul til hyrder og Augustus’er, til folk på landet og i byen. Vores Gud er kærlighed, barnet i krybben er værdighedens garant, den, der befrier os fra det trange og udtørrede hjerte, som bilder sig ind, at det virker helt som det skal. Og befrier os til at få stadig bedre blik for hinanden.
Glædelig jul, alle sammen!
Henrik Winther Blog 