4. s. e. påske 2/5 – 2021
Joh 16,5-15
10 – 448 – 300 – 294 – 721
Nå, nu får vi endelig fat på, at Helligånden – eller Talsmanden – ikke er noget underligt luftigt noget, der kan finde på at bilde folk hvad som helst ind. Der er ellers mange, der mener, at Helligånden har formidlet dem et eller andet mystisk, eller at Helligånden er noget, man selv skal sørge for at beholde i sit liv, eller hvad nu.
Her er der ikke meget at være i tvivl om: Talsmanden foretager sig ikke andet end at formidle det, Jesus har sørget for: at retfærdighed er, at han laver en vertikal påske-overgang fra jord til himmel, at vi er syndere og at denne verdens fyrste ér dømt.
Det er da rart. Så er det også lidt nemmere at navigere i folks Helligåndsoplevelser; om det faktisk ér Helligånden eller noget andet, der er på spil.
Så lad os tage tingene i tur og orden:
Synd først (det er så festligt): at de ikke tror på Jesus. Nu står der ganske vist ’de’ i teksten, men der er vel ingen grund til at frikende sig selv for ikke altid at tro på ham. Jo, selvfølgelig tror vi på ham. Både hvis vi bliver spurgt på gaden og når vi nu lige har bekendt ham som vores frelser sammen.
Men der er da ellers nok tegn i sol og måne på, at der dybere nede i de fleste af os rumler en grundlæggende mistillid til ham og hans værk.
Mange går f.eks. og dømmer sig selv og andre efter helt, helt andre målestokke: succes, indsigt, fromhed, seksuelle præferencer, holdninger, og hvad vi ellers kan finde på.
Men se, dommen ér faldet. Der kommer ikke en anden dom efter helt andre principper. Der kommer ikke en mere endegyldig velsignelse end den, der ér kommet med påskeovergangsfarten til himmels. Vi befinder os altså, kære menighed, efter den endegyldige domsafsigelse.
(Hvis der kom en anden dom senere, ville det jo også være lidt svært at have tillid til ham nu. Så ville hans egen utroværdighed være skyld i mistilliden.)
Synd er simpelthen modstand mod at have tillid til dén dom. Det har vi jo nok fra tid til anden – især på dybe og dunkle steder i os selv. Og også når vi ser os omkring på stygge forbryderes ondskab.
Men det kan jo også være svært at stå med en endegyldig dom i hånden og så skulle finde ud af, hvad man stiller op med den.
Se nu f.eks. George Floyd-sagen i USA. Tør sorte amerikanere ånde lettede op, fordi der nu tegner sig et billede af, at sorte kroppe ikke nødvendigvis er slavekroppe, man kan gøre med som man vil, hvis man er hvid?
Eller var det en enlig svale?
Nu er der åbent land, dommen er afsagt – men hvad kommer der ud af den?
Og apropos Floyd-retssagen kommer vi hen til det med retfærdighed. Præsten Al Sharpton sagde, at der ikke var tale om retfærdighed, selvom anklageren havde vundet. Der var tale om, at man havde placeret ansvaret det rigtige sted: det var ikke George Floyds egen skyld, eller omstændighedernes skyld, at han døde.
Retfærdighed opnår man ikke i en retssag. Der opnår man ansvarsfordeling. Når vi ellers taler om retfærdighed, har det ofte med balance at gøre. I ægteskabet, i fordelingspolitik, i moralske spørgsmål.
Men her overbeviser Helligånden om, at retfærdighed er, at Jesus går til Faderen. Han bringer os på rette spor igen. Vi er ikke underlagt vores egne forestillinger om, hvad Gud er for noget. Vi er ikke underlagt vores egen moral. Vi er ikke underlagt religiøse stentavler, karma-tænkning eller lignende.
Den ’rette færd’ er, at Jesus har bragt tingene i orden, og skabt nye vilkår for os mennesker. I stedet for milimeterretfærdighed, moral og den slags, er banen åbnet på ny. Du skal se med Guds kærlighed på andre og du skal overbevise de dunkle steder i dig selv om, at også de er omfattet af Jesu gerning.
Om dom: at denne verdens fyrste ér dømt.
Denne verdens fyrste – ja, hvem er dét? Det er selvfølgelig dén, der vil forpurre Guds og menneskers forhold.
Først og fremmest har denne Bagtaler eller hvad man nu vil kalde ham haft øje på at angribe og skade Gud. Mennesker måske højst i anden omgang.
Så når han har forsøgt at få Jesus på afveje i ørkenen eller har sneget sig ind i discipelkredsen for at få Peter til at protestere mod korsfæstelsen eller har forsøgt at få ham til at træde ned af korset, så er angrebet rettet mod Gud, ikke mennesker.
Men nu ér han dømt. Han er dømt fordi Jesus modstod fristelserne. Han er dømt, fordi Gud fik det som han ville. Gud ville frisætte sit menneske – os – så vi kunne leve i Guds nærhed for tid og evighed.
Vi har alle sammen lige bevidnet, at Silas og Frida blev døbt. De fik korsets tegn for deres ansigt og for deres bryst. De fik Helligånden og syndernes ubetingede forladelse. Ikke fordi de havde brug for at få syndsforladelse for noget, de har gjort. Men fordi de er menneskebørn og derfor får brug for syndsforladelsen senere.
Ingen djævel kan komme imellem. Han ér dømt. Pagten, den nye aftale, ér sluttet.
Menneskelig ondskab er der vist nok ingen kur mod – måske etik. Måske selvdisciplin. Måske den kærlighed, vi kan vise hinanden.
Men den djævelske ondskab er sat skakmat.
Nu skal ingen djævel dig skade/ Nu kan i din dåb, med saligheds håb/ din sjæl og dit hjerte du bade. (DDS 674)
Så hvad nu? Ja, nu er der ikke længere et bestemt, genkendeligt Jesus-ansigt, vi kan rette os efter, eller søge billigelse eller misbilligelse fra. Nu er der Ånden. Talsmanden. Og aldrig har vi været tættere på Gud end i Åndens nærvær. Da Peter bekendte, at Jesus var Kristus, den levende Guds søn, svarede Jesus, at dét kunne han ikke have indset selv – det havde Ånden forklaret ham. Selvom de stod dér, ansigt til ansigt, var det Ånden, der måtte formidle Jesus’ Kristus-rolle for Peter. Den var ikke til at se ellers.
Ånden sætter os fri fra guruer. Fri fra autoriteter. Fri fra hårde, religiøse bud.
Ånden åbner landskabet og gør os til selvstændige, myndige mennesker, der kan gå ud i verden med Faderen, Sønnen og Helligånden i ryggen. Sammen og hver for sig.
Så her mellem påske og himmelfart lyder det:
Der kommer ikke en ny eller anden slags dom. Dommen ér afsagt. Der kommer ikke en ny eller anden slags velsignelse eller syndsforladelse. Den ér sat i værk for tid og evighed. Og der er ikke en blot minimal sprække, gennem hvilken Guds modstander kan trænge ind i pagten og forpurre den. Ikke én.
Talsmandens frugter er jo blandt andet Johannesevangeliet selv, som er overbevisningen på skrift – og dér kan vi igen og igen forsikre os om, at det ér sådan, og ikke på nogen anden måde.
For dét skal der lyde: Lov og tak og vig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, ér og bliver, én, sand, treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu, og i al evighed. Amen.
Henrik Winther Blog 