8. s.e.t. 2023
Matt 7,15-21
Salmer: 743 – 392 – 294 – 335 – 367
Det er egentlig utroligt så mange virksomheder, der ud af det blå pludselig flager med regnbueflag, kalder sig grønne og meget mere. Hvem kunne nu vide, at fx Netto faktisk holder med alle former for seksualitet og godt lige vil signalere det? I et kynisk øjeblik kan man jo mistænke, at de gør det for ikke at tabe markedet på gulvet.
Onde tunger vil sige, at det er fordi de er bange for de overfølsomme unge, der er ’woke’, og som ved hjælp af et øjeblik på de sociale medier kan rive det hele fra hinanden. ’Boomere’ kan gøre nar ad de ’woke’, og de unge ’woke’ kan gøre nar ad boomerne. Og debatten går let hen og bliver en smule skinger. Det er i hvert fald ikke svært at regne reaktionerne ud en syv-otte skridt frem.
Men det er jo reelt nok at rydde lidt op i ord og skikke, som mere eller mindre direkte fortæller andre mennesker, at de er mindre værd.
Men se, bagsiden af medaljen er at, der er åbent som en ladeport for ulve i fåreklæder. For man kan jo bare slå ørerne ud og iklæde sig hele det woke sprog og danse lige ind i fårefolden.
Det er selvfølgelig skændigt at gøre sådan. Men hele skabelonen ligger der jo, og enhver kan forklæde sig med den. Alene for at skaffe sig fordele af det.
Det er alt sammen ikke spor nyt. At mennesker giver skin af at være noget, de ikke er. At udnytte en skabelon, et kostume, der hænger fikst og færdigt på bøjlen.
Når Jesus fortæller om mulige ulve, der forklæder sig for at glide ind i menigheden, er det fordi kirken ikke stikker en finger i jorden før den tager mennesker til sig.
Alt det, vi ser med kristne sekter og megakirker, hvor præsten, profeten, prædikanten udnytter sin position til at skaffe sig magt, penge og sex er ikke noget nyt. Men det mærkelige er, at de ikke skammer sig over at bruge Gud til at skaffe sig magt over mennesker.
Det er en særligt dristig form for nihilistisk blasfemi at stå med Bibelen i hånden og fremstå som dybt troende og bedende menneske, mens man griner sit sjofle ulvegrin over al den magt, man derigennem kan få over folk.
Men hvad så? Ja, så kan vi kende dem på frugterne. Kommer der noget godt ud af det eller gør der ikke? Det er lakmusprøven. Og med den i hånden bliver det ret let at skille snot fra skæg.
Hvis det hele handler om præsten selv, skal man se at løse sognebånd til en anden i en fart. Hvis præsten peger på sig selv og siger ’Vær som mig’, skal man løbe så hurtigt man kan. Hvis sognet hænger i laser og folk hader hinanden, er det nok ikke ligefrem Guds hellige Ånd, der hersker.
Men når Jesus siger det med ulve i fåreklæder er det fordi han ikke er her til at lede os og sondre på vores vegne. Kirken består af mennesker, der skal kunne dømme selv. Vi skal kunne vurdere om noget er fra Gud eller ej. Det stiller krav til os som selvstændige, modne mennesker.
Kirken er et samfund uden en fører – enhver skal kunne vurdere tingene selv og ikke løbe efter eller håbe på den karismatiske leder.
Og det er samtidigt en opfordring til at opdage ulven i sig selv og lige tjekke de frugter, man eventuelt har sat.
Selvbedrag er jo altid en mulighed, mærkeligt nok. Man går og bilder sig alt muligt ind om sig selv – måske har man taget lidt for mange af andres ord til sig med tiden og har lullet sig ind i noget, der ved nærmere eftersyn viser sig overhovedet ikke at passe.
Man har smækket døren i synet på alle mulige uden at tænke nærmere over det. Måske endda med god samvittighed. Og bag én flyder det med hjerter, man har været med til at forhærde.
Alt imens man smiler ved sig selv og er glad for at man er et godt menneske, og ikke er som de andre hundehoveder.
Man skal altså ikke lade sig forføre. Men på den anden side skal man jo heller ikke gå rundt og være mistroisk eller ligefrem bange for de andre på forhånd.
Vi kan jo tage fat i den med det sande vintræ, hvor det er os, der skal bære frugten af Guds kærlighed. Vi kan jo sige, at i stedet for – som jeg tidligere sagde – at løbe skrigende bort, kunne vi jo give af Guds frugter til dem, der har virkelig hårdt brug for dem.
For måske smitter det dårlige ikke af på os. Måske smitter det gode af på dem. Ligesom det gode har smittet af på os når vi har opdaget ulve i spejlet eller har vidst, at vi er utilstrækkelige eller har været helt nede i fortvivlelsens kulkælder.
Vi trænger jo alle sammen til opmuntring – og nu vil vi gå til alters og få opmuntring fra Gud selv.
Må den bære frugt. Amen!
Henrik Winther Blog 