Juleprædiken 24/12 – 2019 kl. 13 og 14.30
Luk 2, 1-14
Salmer: 94 – 104 – 119 – 112
En frelser? Hvad skal vi med sådan én? Det er da gået fint – anden syder i ovnen, julemanden har været forbi med gaverne, træet er fældet og pyntet og det står hjemme i stuen og der er Disneys Juleshow kl. 16. Vi nåede det hele. Alt er godt. Det er da ikke nu, vi har brug for en frelser – sådan én kunne vi måske godt have brugt den sidste måneds tid.
Men nu? Vi har jo ritualet, som vi gennemfører i aften og det er bestemt ikke et tomt ritual. Selvom en marsboer nok ville have lidt svært ved at finde hoved og hale i det – der er højstemt julemusik i kirken og Mariah Carey og Søren Banjomus i radioen, der er midnatsmesse fra Rom og Tinka og Kongespillet i fjernsynet.
Der er et træ, der er fyldt med pebernødder og lys, og det ligner noget hedensk, at vi ligesom beder træet som naturrepræsentant om at give frugt i foråret. Men så er der en teologisk Betlehemsstjerne oppe i toppen, og ved Gud om ikke vi både synger ’På loftet sidder nissen’ og ’Julen har bragt velsignet bud’ lige efter hinanden. Og læg mærke til, når vi synger den om lidt, at Ingemann lader juletræet være en forsmag på Paradiset, og at vi – når vi synger Hallelujah, som jo betyder ’Pris Gud!’ – tager englenes sang i vores mund som et forstadie til at udvikle vinger.
Og vi siger, at vi ’danser’ om juletræet, men de fleste af os går ret langsomt rundt om det og koncentrerer os om ikke at falde over ledningen.
Det er noget rod, ja, men det er lige præcis sådan, vi vil have det. Vi vil ikke undvære noget af det. Det er skønt, at det hele er blandet sammen. Og det er et vigtigt ritual.
Hvis det ikke var et vigtigt ritual, så ville vi ikke være så opmærksomme på maden, på gaverne og på om nogen sad alene. Vé den, der ikke åbner sin stue for den fremmede, den sultne, den, der mangler i julen. Jo mere man tænker over vores juleritual og den skemalagte optræden, der forventes, jo mere underligt er det. Men det virker, og det er det vigtigste.
Den, der vil rengøre julen, så den enten kun er religiøs eller kun verdslig går glip af hele pointen.
Vi danskere er et pudsigt, lille folk. Vi er ikke sådan lige til at gennemskue for et fremmed blik, og vores julefejring giver nok et meget godt samlebillede af os i det hele taget. Det fuldkommen åbenlyse, enhver kan træde ind i, men samtidigt det hemmelige, det indforståede, som ikke rigtigt kan forklares. Og det synes vi er helt i orden. Vé den, der ikke fatter det med det samme.
Og for nu at føje endnu et lag af sære modsætninger ind i sagen, så handler vores juleevangelium om revolution, intet mindre.
Midt i julefreden. Midt i det fastlagte ritual, som er utroligt værdifuldt for os. Også dét finder vi os i uden at løfte et øjenbryn. Det hører åbenbart til i den samlede julefejring.
Nu er det jo nok ikke alle, der forbinder den lille, søde beretning om barnet i krybben med revolution. Men det er nok fordi vi ikke hører optakten særligt tit. De to første kapitler af Lukasevangeliet er hårrejsende læsning. En trussel mod al stabilitet.
Hør bare:
Først er der Zakarias og hans kone Elisabeth, der i en unaturligt høj alder bliver forældre til Johannes Døberen, og Zakarias bliver slået med stumhed, fordi han ikke tror på englen, der fortæller ham, at det bliver sådan. Så bliver Maria gravid, og hun synger sin lovsang med ordene om, at Gud har styrtet de mægtige fra tronen, og ophøjet de ringe, de sultende har Gud mættet og de rige sender Gud tomhændede bort.
Så altså ikke bare er barnet i hendes lukkede livmoder et mirakel – det har en vild betydning, nemlig, at Gud vender op og ned på alt, hvad mennesker regner med: magt og pengenes adgang til alt. Det, som intet er, og som bliver foragtet ellers, bliver ophøjet. Glem alt om prestige, glem alt om karrieren, glem alt om kulturel kapital, og hvad vi ellers lader os bære af i det daglige. Det er intet.
Og så går det ellers over stok og sten. Zakarias får stemmen tilbage og synger sin lovsang, og det er heller ikke småting, han får sagt: han siger om sin søn, Johannes, at han skal gå foran og forberede folk på noget, der hedder syndernes forladelse.
Glem alt om retfærdighed, glem alt om retsfølelsen, glem alt om løn som fortjent, glem alt om karma og om, at man ligger som man redt.
Og så kommer juleevangeliet, hvor den mest magtfulde i verden, kejseren i Rom, bliver komplet undermineret af Gud, der henvender sig til dem, som ingen regnede for noget – hyrderne ude på marken, dem, der rendte med sladder, og som ikke havde ret til at vidne i en sag, fordi de var notorisk utroværdige. Og hvem var den udvalgte? En stor pige på 14-15 år. Endnu én, der ikke måtte vidne i en sag. Men som ikke desto mindre blev Guds vidne.
Og så kommer vi til Simeons lovsang, en mand, der havde brugt hele sit liv på at være den, der venter på, at Gud skulle trøste Israels folk. Nu fik han Jesus i armene og han mente dermed, at han nu kunne dø med fred i hjertet, for nu havde han set den, der skulle trøste både hedninger og jøder.
Glem alt om at opdele mennesker i ’os’ og ’dem’, glem alt om at livsfylde kun drejer sig om hvad du selv når at opleve. Man kan sagtens blive forløst på forhånd, man kan sagtens blive ét ikke bare med sin familie, sin slægt og sit folk, men med hele menneskeheden og med alt levende.
Jeg minder om, at vi altså kun er kommet sølle to kapitler ind i Lukasevangeliet, og Zakarias, Maria og Simeon har allerede indset, at Jesu fødsel betyder, at Gud har annulleret rigdommens magt, at Gud har underløbet al politisk magt, at Gud har underløbet alle sociale hierarkier – og at Gud har underløbet det ellers helt naturlige forhold mellem forbrydelse og straf.
Alt, hvad vi regner med og lægger vores liv an på i slægt efter slægt underløbes fra A til Z af Jesu fødsel. Se, dét er revolution.
Når vi ellers hører om revolution eller læser revolutionære skrifter, der ellers forbydes fra tid til anden, så handler de ret meget om en omfordeling af magt og penge. Men det betyder sådan set bare, at magt og penge beholder deres værdi. Det er bare nogle andre, der skal have dem.
Marx og Mao og Occupy og #metoo har intet på Lukas.
Tænk, hvis vi tog Lukasevangeliets revolutionære teologi alvorligt. Magtfulde mænd ville miste status på stedet. Penge som magt- og statusmiddel ville dø ud. Prestige af enhver art ville blive gjort til ingenting.
Moralsk forargelse, som jo florerer i takt med hvad vi bliver serveret i nyhederne og som vi deler på de sociale medier, ville være noget mindre udbredt, eller i hvert fald latterligt, eftersom den, der tager forladelsen af sine egne synder bare en lille smule alvorligt har desto mindre at lade andre høre.
Og så den afgørende pointe: at den forløsning – eller med et gammeldags ord: frelse – vi så tydeligt forsøger at udvirke i vores eget individuelle liv slet ikke er noget, vi kan opnå. At den kommer udefra, ikke indefra.
Fra et barn, der i bund og grund ikke var velkomment i verden. Den kommer pr. beslutning – ikke fra dig, men fra Gud.
Ja, det er faktisk Det Ny Testamentes revolutionære påstand. Det er ikke mærkeligt at Bibelen er forbudt i en del lande. Og det er egentlig underligt, at vi ikke ryster i bukserne når vi åbner den. Det er jo virkelig råt og måske en lille smule foruroligende.
Ja, faktisk temmelig krænkende, når man tænker nærmere efter.
Men sådan er det. Det er den årligt tilbagevendende læsning og fejring af Guds revolution. Ja, vi kan sagtens have en traditionel revolution her til lands. Det passer godt ind i vores måde at fejre jul på.
Og det passer godt på et folk som os, at vi holder godt fast i en tradition, som indeholder den stang juledynamit, som Jesusbarnet ér. Den, der forstår vores jul, forstår hvilket folk, hun eller han er havnet i.
Trin 2 i juleforståelsen handler så om vores traditionelle modstand mod julens stress og jag og lysten til at aflyse den. Ja, vi er et pudsigt, lille folk – nærmest charmerende.
Det er vi blevet med årene, hvor vi er kommet allevegne fra, hvor vikingeblod er blevet blandet med alverdens andre gener, hvor bondejul og borgerjul er blandet sammen, hvor amerikansk julesoul er blandet med Händels Messias, og begge dele strømmer ud af Danmarks Radio. Hvor Disneys Juleshow følger efter revolutionære ord fra landets prædikestole. Og hvor det hele slutter med ordene ’Godt, der er et helt år til det er jul igen’.
Det hører med, alt sammen. Og i morgen ligger der tolv dages revolutionær fred over landet. Som traditionen foreskriver.
Glædelig jul, alle sammenJ
Kirkebøn:
Gud – du, som var uvelkommen og hjemløs i verden, tag bolig i vores hjerter, giv os blik for, hvor du ér.
Du, som uden ophør giver dig selv til os, du, som lægger dit liv i vore hænder:
Mød os igen i mørket; oplys det for os og oplys det for andre gennem os og med vores hænder og handlinger.
Skær alle vores indvendinger mod kærlighed og håb tillid væk.
Giv os blik for, at du er i det uvelkomne menneske og i det uvelkomne barn. Lad os møde dig i barnets blik, som kræver os, og som vi har brug for at blive kaldt frem af, så vi kan blive dem, vi skal være.
Mød os i det uventede, og hjælp os til ikke at være nærige med kærligheden, håbet og troen.
Vi takker dig for, at du begyndte julens revolution, som skal være til daglig brug hos os. Amen!
Henrik Winther Blog 