Nødebo 2. s. e. påske 1/5 – 2022
Joh 10, 22-30
Salmer: 218 – 663 – 23 – 249 – 31 v. 4 – 379
Det er egentlig et mærkeligt krav, de stiller til Jesus: ’Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud’. Som om hans ord ville ændre noget. Han kunne jo lyve. Eller de kunne selv blive ved med at komme i tvivl om det. Faktisk kan man jo tvivle om alt, på nær én eneste ting. Nemlig om man tvivler. Man kan jo ikke så godt stå og tvivle på om man nu tvivler. Så er man jo godt i gang.
Så man må jo begynde at vise lidt tillid. Først og fremmest til sine sanser. At det, man ser findes. At det man hører findes. At det man kan mærke findes.
Så nu står der altså en mand i Salomos søjlegang om vinteren. Det må være trin 1. Han står der. Det fortæller deres øjne dem. Han kan tale. Det fortæller deres ører dem. Så langt, så godt.
Men så spørger de ham om han er Kristus. Han kan jo dårligt gøre andet end at svare. Men om man så tror på hans svar må jo være op til én selv. Hvilke beviser kan der være for om et menneske er den, de påstår? Måske skal vi have noget ved siden af, der ligesom kan understøtte påstandene.
Tja, hvis jeg nu påstår at have stjålet præstekjolen og i virkeligheden er vinduespudser, der bare for at narre fjenden i Ålborg kommer til Nødebo en gang imellem, så kan man jo ringe til biskoppen og forhøre sig om der findes sådan en som mig på lønningslisten. Men måske er biskoppen med i sammensværgelsen! Hvad gør man så? Ringer til kirkeministeren? Eller til min mor? Ringe til Universitetet og udbeder sig aktindsigt i eksamenspapirerne, måske. Men hvad hvis de alle sammen er med på den? Ja, så er der ikke noget at stille op. Så må man bare enten tro på mig eller holde sig langt væk fra mig.
Sådan er det jo desværre for tiden, at vi ret hurtigt betvivler hinandens ord, eksperters ord også, fordi alt hvad folk siger sikkert skyldes, at de i virkeligheden er skuespillere eller betalt af fx lægemiddelindustrien. Det er triste forhold.
Men det viser også, at tillid er og bliver det allervigtigste mellemmenneskelige kit, helt oppe ved siden af kærligheden, som dog af og til kan trumfe tilliden. Man kan nemlig godt drage omsorg for nogen, man ikke stoler helt på i alle sammenhænge.
Der er gode, teologiske grunde til, at vi har Kristus på troens og tvivlens vilkår, i stedet for på vishedens vilkår. Kravet lød jo ”Hvis du er Kristus, så sig os det lige ud”. Det har han sagt, men det troede de ikke.
Der ér ingen beviser for, at Kristus er den, vi bekender ham som. Der ér ordet om ham, der ér dåben, brødet og vinen. Der er kun dét, at Gud konstant giver af sig selv, at Gud ér at give af sig selv, for Gud er kærlighed. Kan man da tilføje noget yderligere, som ville være ubetvivleligt?
Fordi Gud er person, og fordi vores forhold til personer i almindelighed beror på tillid eller mistillid, er det det eneste gyldige gudsforhold, vi kan have. Tiden går jo, og ingen kan jo se sin død og så vende tilbage til denne dag og så sige, om tilliden blev belønnet eller ej.
Vi gifter os jo heller ikke med nogen, fordi vi på forhånd ved, hvordan resten af vores liv sammen vil spænde af. Et ægteskab, et kæresteforhold eller et venskab indgås jo ikke på baggrund af forudviden, men på tillid og forventningens glæde.
Det er de vilkår, Gud er Gud på. Det er den eneste måde, Gud vil være Gud på. Det er altså Gud selv, der ved at blive person bestemmer karakteren af forholdet mellem sig selv og os som et løfte-og-tillidsforhold indtil vi skal se Gud ”ansigt til ansigt”, som Paulus skriver; kristen tro er ikke et spørgsmål om, at ”du har dine forestillinger, jeg har mine, og så giver vi plads til hinanden”. Det gør vi selvfølgelig. Men det er ikke dét, kristentro (ej heller Kristustillid) går ud på.
Teksten til i dag handler på sin vis jo om, hvordan det kunne være, at nogen troede på Kristus og andre ikke gjorde, og når nu tro er Guds værk, hvorfor virker den så ikke i alle?
Desværre gør teksten det nemt at opdele menneskeheden i ”dem” og ”os”: Dem, der hører hans røst, og dem, der ikke gør, fortabelse og evigt liv, og så bliver det nemt at pege på ateisterne og muslimerne og alle de andre som dem, der ikke har hørt hans røst, mens vi jo har, og stadig gør det.
Men mon ikke det er en smule mere kringlet end det?
Meningen er jo netop ikke at bilde sig ind, at man står et neutralt sted, hvorfra man kan udstede sine domme. Der er ingen guddommelig glæde i kun at finde sin egen personlige frelse. Det er for snævert, og det er for selvrettet til at kunne være Guds røst.
Det er også for snæver en frelse, der kun angår et lille, udvalgt ”vi”, en ny stamme. Det er der imod en frelse, der matcher Guds majestæt, når den angår og inkluderer alt og alle. Alt andet er nærigt og Gud uværdigt, selvom det kan kilde ens forfængelighed. Men man kan nok være ret sikker på, at hvis noget kilder éns forfængelighed, er det nok ikke den gode hyrdes røst, man hører.
Meningen med kirken er ikke at vi skal fejre os selv, men finde glæde og ro i og synge, at vi hver især er Guds. At også de andre er Guds. At alt, hvad vi er, er Guds.
Hører man den røst som hans, tror jeg ikke man har alt for travlt med at godte sig i den sammenkaldte menneskehed. At høre hans røst er at triumfere på Guds vegne, ikke at triumfere på egne vegne. For at høre den betyder jo netop, at man ikke bryster sig af sig selv og sin tro, men befriet lader det hele – både kaldet og den tiltro, der kan vokse i én – være Guds indsats.
Desuden tror jeg heller ikke, at man bliver færdig med at høre hans røst.
Maria Magdalene kaldte han 2. påskedag ved navn, ligesom Alfred i dag er kaldt ved navn ved sin dåb. Til Peter sagde han i søndags ”Følg mig!”
Det kan man ikke blive færdig med at høre, for at være kirke er at være på vej, og jeg er lige ved at sige, at lakmusprøven på tilliden er at kunne bekende:
Herren er min hyrde, mig skal intet fattes, han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand.
Godhed og troskab følger mig, så længe jeg lever, og jeg skal bo i Herrens hus alle mine dage.
Og det er en trofasthed, vi bliver nødt til at høre om på ny, for ikke at pakke os ind, lukke verden ude eller miste tilliden og glæden undervejs i dét, der i vores dåb så guddommeligt gådefuldt kaldes ”det evige liv”. Amen.
Henrik Winther Blog 