- set. 15/10 – 2017
Matt 22,34-46 (GT-læsning: Es 40, 18-25)
Salmer: 392 – 29 – 334 – 342 – 11
Vi er i dagens tekst vidner til en udskamningskonkurrence mellem farisæerne og Jesus. Hvem kan få den anden til at holde kæft, simpelthen.
Ved Jesus nok om Guds lov til at kunne svare på en lille bibelquiz, og er farisæerne klar over, hvem det er, de prøver at lukke munden på?
Udskamning – eller ’shaming’ – er et voldsomt socialt våben, der på et øjeblik kan rive tæppet væk under fødderne på os, simpelthen fjerne os fra vores plads i gruppen af venner, arbejdspladsen eller samfundet.
’Shaming’ er uberegnelig – man kan aldrig vide, hvornår stemningen vender sig mod én. Der sker jo det, at vi, når vi føler skam, ligesom overtager de andres blik på os og gør det til vores eget – vi ser os selv med deres øjne, om det er et berettiget blik eller ej.
Det føles som det, vi kalder skam. Vi er gået for langt på en eller anden måde. Måske taget os friheder, som er for store i forhold til gruppen. Det er løbet af med os, og nu bøjer vi nakken og håber på oprejsning. Vi skammer os. Og skammen er socialt lammende. Så står vi dér med blussende kinder og har det elendigt med os selv.
Hvor skyld kalder på tilgivelse, kalder skam på selvdisciplin. Det er sådan Janteloven fungerer – ikke ved, at andre mener noget om én, at man ikke skal komme for godt i gang, men ved, at man holder sig selv i kort snor. Helt uden ydre blikke.
Men bare fordi mængden lynhurtigt kan udskamme nogen, betyder det jo ikke, at den har ret.
For hensigten med at spørge Jesus om det største bud i loven er, at få ham til at flette næbbet og smutte hjem til Nazaret, hvor han kommer fra.
At Jesus så til gengæld ’shamer’ farisæerne ved at lade dem overveje, om de anser ham for at være af Kong Davids hus og slægt (som der står i juleevangeliet), eller om de forstår, at han er ham, som David dengang kaldte ’Herre’, dvs. Gud selv – det kommer ikke bag på os, der ikke tavst tror på en navnløs guddom, men jo netop åbent, ja skamløst, har bekendt vor tro, stående og syngende.
Det, der fanger mit øje her er noget andet.
Det er, hvad man sådan i almindelighed forbinder med kristendom. Nemlig det Jesus siger:
’Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind, og du skal elske din næste som dig selv.’
Men se, det var jo netop noget, der stod i Loven, dvs. det gjaldt også før Jesus kom til. Det er altså god jødedom. Og selvfølgelig skal vi da elske vores næste som om de var os selv.
Men kristendommens absolutte kerne er, at dén mand, dén krop, de står og vil udskamme med deres eksamensspørgsmål, simpelthen ér den nye pagt mellem Gud og mennesker, han ér Det ny Testamente i kød og blod. Guds egen krop, som Gud selv ikke bestiller andet end at dele ud af.
Hvis ikke dét er på plads – og det er det jo i vores trosbekendelse – så kunne vores beundring for næstekærlighed nøjes med at være ganske almindelig, god, gammeldags jødedom. Og hvis det er sådan, det er, så er julen i stor fare! Og dét er jo en skræmmende tanke, at julen ikke bare er i fare i julekalenderen, men også hvis vi ikke forstår Jesus som Kristus, selve pagtens krop.
Kristus som bekendelsens og sakramenternes Kristus – dét er hele sagens kerne, det er kristendommens centrum.
Men det er værre endnu end det med den forsvundne jul. Selvom det kan være uhyggeligt nok.
For hvis kristendommen blot handlede om at elske sin Gud og sin næste som om de var én selv, ja, så var det hele jo bare et spørgsmål om etisk selvdisciplinering og religiøse forestillinger.
I den tekst, jeg læste op fra alteret stod der noget om, at vi mennesker på egen hånd har en tendens til at tilbede nogle billeder af Gud, fysiske eller dem, vi har inde i hovedet, og som vi altså selv har fremstillet.
Kan I huske sangen ’Sound of Silence’ med Simon & Garfunkel, hvor de synger:
And the people bowed and prayed/ to the neon God they made.
Altså: Og folket bøjede sig for og bad til den neon-gud, de selv skabte.
Det er nøjagtigt dét, bare oversat til New York i ’60erne.
Og det er jo stærke sager for et menneske at skulle tage sig selv i nakken og se godt efter om ikke billedet af den Gud, man kaster sig ned for eller tilbeder på en eller anden måde skulle være noget, éns eget sind har frembragt. For slet ikke at tale om statuer og figurer, som tillægges guddommelige egenskaber, men det er jo indlysende. De er jo, som alterteksten sagde, frembragt af dygtige håndværkere.
Over for dét står Guds åbenbaring af sig selv. Det er jo en helt modsat bevægelse: i stedet for vores egne forestillinger og den adfærd, der kunne komme af vores forestillinger om Gud, åbner Gud sig af egen fri vilje for os, viser sig for os. Men på en højst besynderlig måde – vi bliver ikke overvældet af et eller andet, vi mærker ingen ro eller ligevægt, og vi bliver ikke spor belønnet for at elske Gud.
Tvært imod bliver vi mødt af et menneske, der ikke ser ud af noget særligt, en mand, der går rundt på veje og gader og fortæller om sig selv med de mærkeligste billeder og historier, et menneske, der blev korsfæstet fordi han fortalte om sig selv og Guds rige.
Imponerende er det ikke. Gud åbenbarede sig nok. Men som skjult. Eller som ikke uden videre genkendelig. Han levede ikke op til de helt elementære krav, vi har til guder om lykke, god høst, fremgang, og hvad nu.
Bare et udsat menneske, en krop. Og med kun ét krav – at følge ham ud i det uvisse i fuld tillid. En tillid, som han jo skulle være troværdig nok til at indgyde.
Gud åbenbarede sig som skjult. Og alligevel som kærlighedens fuldkomne billede – for det er Guds inderste væsen at komme til os, at leve med os, at leve i os, så vi lever i Gud. Og siden det nu krævede, at Gud selv gjorde noget ved sagen, så blev Gud altså et menneske.
Stærkere kan Gud ikke udtrykke sin kærlighed end ved at blive et menneske og tage vores sag på sig. Om end det ikke helt er til at se med det blotte øje, at det lige nøjagtig er dét, der sker på korset og i opstandelsen.
Gud åbenbaret som et menneske, som ikke ser guddommeligt ud, men som ikke desto mindre er Gud fuldkommen krænget ud fra inderst til yderst.
Gud over guder, herre over konger, Davids herre.
Og der blev spurgt: “Med hvad vil I sammenligne mig?”
Vi vil kun sammenligne dig med de ting, du selv sammenligner dit liv, død og opstandelse med:
Vi vil sammenligne dig med hvedekornet, der dødt lægges i jorden for at spire og give mange gange igen.
Vi vil sammenligne dig med kvinden, der tabte sin mønt, og som tændte lys og fejede og gjorde ved for at finde den igen, og som kun ønskede, at alle andre glædede sig med hende over, at hun havde fundet det tabte.
Og vi vil sammenligne dig med en høne, der kun ønsker at samle sine kyllinger under sine beskyttende og lune vinger.
Vi vil sammenligne dig med en bonde, der går ud for at smide om sig i jublende glæde med frø, så meget, at nogle frø lander på vejen, nogle i tynd jord, nogle blandt tidsler, men også nogle i fed jord, så de gi’r 30, 50 eller 100 gange så meget.
Og vi vil sammenligne dig med den mand, der holdt fest for sine sønner, og som på sine grædende knæ bad om, at den fornærmede søn ville komme med ind og deltage i festen.
Og vi vil sammenligne dig med hyrden, der forlod sin flok for at finde det ene får, han havde mistet, og som ligesom kvinde med møntet kun ønskede at dele sin glæde, så den kunne blive større og nå længere ud.
Vi vil sammenligne dig med et sennepsfrø, der bliver til et stort træ, og som – når det er tørret ud – udvikler torne, (ligesom din egen tornekrans) – og i ly af de torne bygger fuglene deres trygge reder.
For med de billeder forstår vi dit livs betydning, og kun med dén betydning kan vi sige:
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, fader, Søn og Helligånd, du, som var, ér og bliver én sand, treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!
Henrik Winther Blog 