Om “præstens tro”…

Fremhævet

Den absurde mælkebøtte – nogle hop på stedet i påskesko

I videnskabernes selskab

Dogmatik er arkitektur. Og mere end det: dogmatik er en arkitektur, hvor samtlige bygningskomponenter er lige centrale. Det er en svær figur at se for sig, for hvilken bygning hviler ikke på et fundament, og hvilken bygning har ikke bærende og ikke-bærende komponenter, som man kan udskille fra hinanden og bedømme hver for sig? Ikke desto mindre er der ingen dogmer, der er mere eller mindre centrale eller bærende end andre. Dogmatisk tænkt findes der ikke perifere dogmer. Hver eneste enkeltdel udtrykker helheden, og helheden udtrykker enkeltdelene. Man kan altså ikke udpege ét dogme som hovedhjørnestenen.  Dogmatikken ”starter” ikke et bestemt sted. Den er så at sige et lukket system uden centrum og periferi.

Læs resten

Reklamer

En tur i Teologisk Have

En tur i Teologisk Have

 

Den sakrale arkitektur har sine genkendelige former, og oftest ligger der en nøje udtænkt teologi til grund for udformningen af templer, moskéer, synagoger og kirker. Det er en fascinerende sport at lære at læse en bygning teologisk. Hvor vi eksempelvis i de små landsbykirker træder ind i Jesu føderum og erkender Guds lidenhed, er vi i de store kirker ude på marken med hyrderne; vi oplever Guds overvældende storhed. Det intime over for det majestætiske Gudsmøde.

En kirkes arkitektur og indretning fortæller meget om hvad arkitekten har tænkt om forholdet mellem mennesker og Gud; døbefontens og prædikestolens placering, blikfang og fokuspunkter, kirkeloftets højde, brugen af lyset, forholdet mellem sten og glas, kirkens øvrige (mangel på) udsmykning, osv. Kort sagt er en kirkebygning en prædiken i sten, træ og glas, og alt indeni og udenpå har betydning. Nogle bliver man hurtigt færdig med at læse, andre er mere hemmelighedsfulde og mystiske; de treskibede kirker minder menigheden om Salomos søjlegang, hvor Jesus helbredte og Peter prædikede, middelalderkatedralerne er en forsmag på det ny Jerusalem, osv.

Men hvad med den sakrale udendørsarkitektur i form af haveanlæg? De fleste er bekendte med den sirligt anlagte zen-buddhistiske have med de karakteristiske stensætninger og den kunstfærdigt revne grus med minimalistisk og tæmmet beplantning. De er oftest tørre i modsætning til den islamiske have, som byder på springende vand og skyggefulde steder.

Kontrasten mellem den islamiske have og den omgivende tørre natur er slående. Haven skal være et rum for refleksion og en forsmag på paradiset. Haven har et spirituelt formål – den er en jordisk analogi på paradiset, som muslimen altså kan hvile sig i og reflektere over Allahs frodige barmhjertighed, et forståeligt tegn på frelse, som vand og skygge i ørkenen jo er.

Zen-buddhisterne og muslimerne er mestre i at anlægge spirituelle haver, og herhjemme er man begyndt at få øjnene op for det terapeutiske i sansehaver for stressramte, hvis man da ikke ordineres 3 måneders havearbejde af sin psykolog for at dulme smerten.

Men man leder næsten forgæves efter den kristne have efter reformationen, og dét på trods af, at alt menneskeligt afgørende i Bibelen finder sted i en have: Adam og Eva levede med Gud i Edens have, Shulamit og hendes elskede nød elskoven i Højsangens have, Jesus var overladt til sig selv i Getsemane, og Maria Magdalene mødte den opstandne Kristus i gravhaven. Som en kollega formulerede det: tresomhedshaven, tosomhedshaven, ensomhedshaven – og til sidst: én-for-alle-haven.

Her nord for Alperne er det nok kun englænderne, der har udviklet en havetradition, men dels er den engelske have til at vandre rundt i, og dels ligger der næppe teologiske overvejelser bag. Noget decideret kristent islæt er det svært at få øje på.

Dog én slags spirituel have har vi haft, nemlig den særlige klosterhave, Maria-haven. Der findes stadig en Maria-have i Sct. Mariæ Kloster i Helsingør, som man kan besøge.

Maria-haven er en lille, ofte kvadratisk, have, der er karakteriseret ved at være indelukket i analogi med Marias livmoder. Den findes hos katolikker og anglikanere, som begge nærer særlig teologisk reverens for Maria. Maria-havens udformning (den lukkede livmoder), dens vedligeholdelse og brug er resultatet af en teologisk indsigt i Gud som ’creator ex nihilo’ og af en fromhedspraksis bestående af bøn og kontemplation.

Haver herhjemme er ofte enten parkanlæg med gode kig, parcelhushaver eller naturgrunde. Men bag dem ligger der ingen spiritualitet, ingen teologi, og det er jo på sin vis underligt, at vi er så fattige på udendørs sakrale rum, især nu, hvor religiøsiteten og spiritualiteten går frem.

Hvad gør vi moderne protestanter så? Findes der en særligt kristen have, som kan befri os fra os selv, ligesom Maria-haven, den islamiske have og zen-haven gør? Eller går vi på pilgrimsvandring (eller bare en tur) i ’Guds grønne natur’? Er det prædiken nok at gå i skoven? Måske. Grundtvig kunne i hvert fald få megen treenighedsteologi ud af naturiagttagelser, og Jesus skulle bare se en kornmark eller nogle liljer for at kunne prædike om Guds rige.

Men hvad med kirkegården? Ja, der kommer vi jo nødigt, medmindre vi skal lægge blomster på en grav. Den er vel kun for de døde.

Kirkegården er ikke desto mindre anlagt som en have, og om man deri vil se gravhaven eller paradis, kommer ud på ét. En teologisk have er det, og der er ligeså megen spiritualitet og mulighed for kristelig kontemplation på kirkegården som der er i zen-haven eller den islamiske have. Det er ikke meningen, at vi her blot skal tænke på livet og døden sådan ud i det blå. Den er anlagt med opstandelsen for øje: på mange gravsten markeres fødsels- og dødsdato med Betlehemsstjernen hhv. Golgatas kors, blot mangler altså opstandelsen, stenene, der bærer afdødes navne minder om stenen for Jesu grav. Trods visse gravmælers dystre manen, er det et livfuldt sted, det spirer og blomstrer og fugle og egern mosler rundt, så det er en lyst. Det er Håbets Have i exceptionel grad.

Der er dem, der begræder gravmælernes udvikling: fra lange indskrifter om afdødes liv og levned (’og hustru’!) over den afdæmpede stjerne/kors-markerede sten til den direkte festlige med lys og øldåser og en sværm af kitschede engle og hvad ved jeg. Det kan man gå rundt og mene noget om, hvis man gider. Men der er også mulighed for at se noget andet, nemlig et vilkårsfællesskab, og det har teologisk betydning, det stressede individ kan have godt af at få ind under huden. Ikke som et lidt banalt ’memento mori’/’carpe diem’, men dette, der faldt mig ind forleden på kirkegården:

Hvilken skuffelse og elendighed, hvis Gud havde en individuel plan for hver enkelt, ikke mindst, hvis planen var en ’grim-ælling-bliver-svane’-skæbne for netop ’mig’, der så en skønne dag ville stå fuldt forklaret og lysombølget, for alt i ’min’ livshistorie førte frem til dette forløste, gyldne øjeblik.

Skuffelsen: der var intet vilkårsfællesskab alligevel; du var noget særligt, der var svaneplaner for netop dig. Rundt om dig døde folk af cancer, de blev kvalt af deres kærester, de blev skudt eller de levede én dag. Alt dét skulle du blot opleve og indoptage på din beskyttede vej fra ælling til svane, for Gud vil dig noget helt, helt andet end blot ’forløse og forsone og kræve din næstes lykke af din hånd’. Hvilket hovmod! Hvilken foragt for vilkårsfællesskab med dem, der levede et elendigere liv. Hvilket djævelsk vævestykke af nornetråde, Augustin forklarede menneskers elendigheder med.

Det trøsterige og inkluderende er, når Jesus vender ryggen til, fordi han også har andre får at se til. Udsatheden, skrøbeligheden, døden med pålæg om glæde, langt hellere end en særligt tilrettelagt individuel skæbne eller livsvej. Vilkårsfællesskab med alt levende snarere end englevagt om netop ’mig’ og ’mit liv’ indtil målet for dét, ’jeg skal’ er nået.

Korsfæstelsen forkynder, at han frasagde sig englehær og faldt i menneskehænder. Vilkårsfællesskab med os. At leve og dø ligeså udsat som enhver anden skabning, dét er forsoning med alt levende. Og det er forsoning med Kristus, med Gud.

Sådan kan man blive lidt af med sig selv i den teologiske have: at få ’mit liv’ erstattet med ’Guds liv i mig’, at fjerne nornetrådsløkken fra halsen igen og falde til ro i vilkårsfællesskab med Kristus og alt levende. Som Guds skabning, hverken mere eller mindre. En tur i teologisk have kan lette den, der slæber rundt på ’sit liv’.