- set. 16/8 – 2020
Matt 11,16-24
Salmer: 10 – 633 – 839 – 637 – 655 v. 8-9
En plage over Espergærde! Græshopper og mørke over Fredensborg! Frøers mængde over Hillerød og Gilleleje! Hagl over Ganløse og Vanløse!
Foruden Hyllinge, Jyllinge, Drastrup og Brædstrup og Grindsted og Vrensted og Hals. Benløse, Stenløse, Bryrup og Nyrup og Hastrup og Kastrup og Als. Grevinge, Skævinge, Dejbjerg, Snejbjerg, Listed, Thisted, Ræhr. Særløse, Værløse, Spørring og Tørring – og mange, mange fler’!
Ja, ’Keld And The Donkeys’, som jeg aldrig troede jeg skulle citere fra prædikestolen i sammenhæng med noget, Jesus siger, er betydeligt mere optimistiske end de efterhånden småkyniske udsendinge, der er trætte af at lede an i syndsbekendelsens sørgen og i opstandelsens og syndsforladelsens fløjtespilleri.
Keld og æslerne bedyrer, at hvis bare de kan gøre men’sker lidt mer’ glade, bli’r de ved med at spille deres melodi’r.
Men se, grunden til at Jesus bliver så vred på småbyerne Korazin og Betsajda, som knap nok kan findes på et landkort, er at evangeliet har lydt dér, og folk i byerne er tilsyneladende ligeglade. Ingen danser af frisættelse, ingen jubler og takker Gud for barmhjertigheden.
I Espergærde, Fredensborg, Ganløse og Vanløse ser folk omtrent ud som om alverdens byrder fortsat har lagt en dyne af bly over deres hoveder. Og dét er hans udsendinge ved at være trætte af:
Intet nytter jo noget i længden. Her går man og bruger sit korte liv på at gøre mennesker lidt mer’ glade, oplyse dem om himmelske beslutninger, som går over enhver forstand. Aflyser religiøs stræben, fordi Gudsriget ér kommet ned på jorden, og alligevel fortsætter folk i små cirkler som om intet var hændt. Man går hen og bliver småkynisk på menneskehedens vegne, smider sørgekåben og fløjten fra sig og læner sig desillusioneret tilbage:
”Ja, nu har vi gjort aaaalt, hvad vi kan – nu må folk selv om det!”
Sagen er bare, at vi aldrig bliver færdige. Det svarer til at erklære, at man ikke er morder, bare fordi man ikke har slået nogen ihjel indtil nu. Men det skal man jo blive ved med at holde sig fra. Det bliver man ikke færdig med. Det er ligesom den rige, unge mand, der ville have evig liv, og som bedyrede, at han da havde holdt alle budene – som om man kunne blive færdig med det og læne sig tilbage.
Det er forfra hver dag. Forfra med bekendelsen. Forfra med at repetere sin dåbs pagt. Forfra med at genopfriske, at evangeliet om syndernes forladelse faktisk også gælder én selv, og ikke kun de andre.
Og det er forfra med at fremme evangeliet på så mange måder, éns fantasi tillader én og i alle de situationer, man står i.
For tiden findes der noget, der hedder ’cancel culture’, som går ud på at udelukke dem, der forbryder sig mod en gruppe. Altså en intolerance over for intolerance. En vrede, der sigter på forkastelse og fordømmelse af den eller de formastelige. Den, der siger væmmelige ting, skal dø. Kom, vi renser verden for den slags mennesker! Ligesom Dostojevskis figur Raskolnikov tænkte inden han dræbte den onde gamle dame, der kun gjorde livet surt for folk. Dét gik han så og blev plaget af resten af romanen, i øvrigt.
Men Jesu vrede sigter på, at man lige tager og tænker over, hvad evangeliet egentlig betyder i éns liv – både individuelt og kollektivt – i stedet for at blive nihilist og kyniker, der kaster sit matte øje på en verden, der er omtrent lige så dum og tåbelig som den var i går, og som den sikkert vil være i morgen også.
Hvorfor overhovedet stå op til endnu en Sisyfos-dag?
Forfatteren Albert Camus sagde engang, at tricket er at forestille sig Sisyfos glad og tilfredsJ
Det meningsfulde liv og det formålstjenlige liv er ikke det samme. Ret ofte blander vi de to ting sammen. Hvis der ikke er noget synderligt eller forståeligt mål med tingene, kalder vi dem ofte for meningsløse.
Det er helt forkert. Der kan være masser af fylde og mening i at fortsætte i kærlighedens, forsoningens og håbets navn, selvom det tilsyneladende ikke sætter sig varige spor, og man må i gang igen næste dag.
Det er aldeles muligt at leve et meningsfuldt liv uden formål. Det er muligt at være tilfreds med at skulle rulle stenen op ad bjerget hver dag, ligesom man gjorde i går.
Sisyfos fik sin opgave som en straf. Og denne græske måde at tænke formålsløshed som et ikke-liv på, lader til at være ligeså fremherskende i dag hos os som dengang.
Men enhver 10-årig kan jo sige sig selv, at siden vi alle skal herfra en dag, er der ikke noget dybt og varigt formål med noget, man i hvert fald selv kommer til at opleve. Så kan man enten fortsætte med dén bevidsthed eller tage strikken med det samme.
Men hvis vi fjerner tanken om formål og erstatter den med mening, tegner der sig et andet billede. For mening handler om sammenhænge. Om at få plads til det absurde, det, som ikke bliver til noget. At finde fylde i at skulle tage den forfra hele tiden. Om at få plads til tomheden og opløsningen midt i det hele.
Ligesom vi gør med kærligheden. Den fører jo heller ikke til noget andet end sig selv. Hvorfor elske noget eller nogen, hvis det ikke fører til noget?
Bare fordi. Fordi det er Guds sag. Fordi det er Guds Ja. Fordi Ja er al skabelses grund. Fordi vi er i Gud, og vores liv ikke er vores eget.
Kærlighed, håb, tro ér et Sisyfosarbejde, vi ikke bliver færdige med. Men det kan sagtens være dybt meningsfuldt at genoptage hver morgen, så længe vi lader formålet fare og ikke lader os overmande af kynismen, der gør os for selvoptagne.
Gud i vold i Espergærde og Hillerød – og i Ganløse, Vanløse, Bovlunde, Skovlunde, Håstrup og Taastrup og Tårs! Amen!
Henrik Winther Blog 