Allehelgen 2022 – velsignet være ostemagerne (og os andre)

Allehelgens dag 6/11 – 2022

Matt 5,1-12

Salmer: 732 – 655 – 449 – 678 – 613

Da Monty Python i 1979 lavede filmen Life of Brian, var der en scene, hvor Jesus holder sin Bjergprædiken, og vi er med nede bagved, hvor man knapt kan høre, hvad han siger – nogle råber, at han skal tale højere, andre gætter på, at han velsigner ostemagerne, ’blessed are the cheesemakers’ (i stedet for ‘the peacemakers’)

Det er en vildt sjov idé at lade tilhørerne fuldstændigt misforstå budskabet fordi de ikke kan høre, hvad han siger. Og Monty Python var mestre i at punktere rethaveriskhed, og det første slagsmål bagest i mængden fortæller en del om kirkehistorien og de første menigheder. Og de senere.

Der var naturligvis dem, der ikke forstod satiren, og mente, at de gjorde grin med Jesus. Der var et debatprogram med John Cleese og Michael Palin på den ene side og en utålelig biskop og en kulturfidus på den anden.

Kulturfidusen synes, at saligprisningerne, som vi netop har hørt, er det mest ophøjede, noget menneske nogensinde har sagt. Han vil ikke tåle Monty Pythons satire. Det anfægter hans tro og hans måde at opfatte Jesus på.

Sagen er, at saligprisningerne ofte bliver iscenesat som noget utroligt smukt. Nede ved Genesaret Sø ligger Saligprisningernes Bjerg, hvor man siger, at Jesus holdt sin Bjergprædiken.

Søen strækker sig smukt ud for foden af bakken og der ligger en lille, smuk kirke på toppen. Der kan man så sidde og læse ordene og ro og mag og være åndelig.

Men de handler jo om noget helt andet. De handler om at bringe evangeliet videre, mens man har det frygteligt og alt går mere og mere forfærdeligt. De handler om livet i kulkælderen, simpelthen.

Det liv, hvor der ingen retfærdighed findes, hvor det gode bliver mødt med ondskab, hvor sorgen fylder, hvor folk er fattige i ånden, hvor folk forfølges og bliver slået ihjel.

Det er jo ikke den bedste reklame for det gode liv: ’Kom og bliv forfulgt og slået ihjel’. Dér synes jeg nok, at andre religioner har nogle mere tillokkende reklamer om fremgang på forskellig måde.

Det er med andre ord det rædselsfulde liv, Jesus taler ud fra. Hvad stiller man op med sit elendige liv, hvor man bliver bagtalt, forfulgt, hadet og er fuld af sorg og manglende livslyst?

Enten kan man blive bitter og hade sin fjende og verden og sit liv og de andre. Eller man kan vise barmhjertighed. Stifte fred.

Stifte fred – det er der vist hårdt brug for. Nettet koger ved det mindste, folk sprutter af raseri over politikere på en måde, som Freud sikkert kunne redegøre for, splittelse truer i USA og mellem land og by, mellem øst og vest.

Tilliden til hinanden og til kendsgerninger er forsvundet. Undersøgelseskommissioner her og på den anden side af Atlanten bliver betragtet ikke som forsøg på at finde sandheden – de bliver betragtet som politiske partsindlæg. Og det betyder, at resultaterne af undersøgelserne vil blive læst som løgn og spin af den anden part.

De andre bliver let Fanden selv, som man skal forsage i en fart. Det er fortvivlende.

Men det er midt i det fortvivlende, Jesus taler. Han be’r os ikke om at bekæmpe hinanden med våben eller på nettet. Han lover ikke økonomiske forandringer. Han lover ikke, at gasregningen bliver mindre. Det ér forfærdeligt. For nogle er det akut forfærdeligt, for andre er katastrofen lige rundt om hjørnet.

I den fortvivlelse siger han: stift fred. Vær barmhjertig. Det kan du godt. Uanset omstændighederne ér det faktisk altid en mulighed. Rejs dig og vær et menneske med hjerte. For alle kan tåle mere kærlighed end vi tror.

Verden er fuld af bekymringer og vrede. Bekymringen for at blive overset, at blive ringeagtet, ikke at betyde noget. Vreden over ikke at blive hørt. Vreden over, at de magtfulde kan virke ligeglade. Vreden over at føle, at man bliver løjet for. Vreden over den kloge narrer den mindre kloge. Vreden kan være berettiget.

Men vrede sælger også. Vrede føles godt i kroppen. Vrede er hård narko. Vrede kan omsættes til profit for dem, der ved at skabe den.

’Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud’. Ja, for hvad er det rene hjerte? Det er et hjerte, der vil ét. Det rene hjerte kan sagtens være fuldt af berettiget vrede. Det kan sagtens være fuldt af sorg og længsel efter den, der mangler, og dermed kun ville ét: nemlig at være sammen med den elskede igen.

Det rene hjerte har kun ét ønske, én vej, det vil. Om det er muligt, er en anden sag. Men hjertet er rent. Og den rene af hjertet skal se Gud.

Hvordan ser Gud ud for det sorgfulde hjerte? Måske ser Gud ud som den, der rejser dig op og som kender smerten, gråden, længslen. For det vrede hjerte kommer Gud måske til syne som den forfulgte, men oprejste. For det indignerede hjerte, er Gud måske synlig som den, der bekæmper uretfærdighed og magtbrynde.

Det rene hjerte ser Gud – ikke nødvendigvis som en, der stryger en med hårene. Måske som den, man har gjort fortræd. Den, man har overset, den, man har hånet og latterliggjort.

Måske som en redning, et halmstrå. For det rene hjerte kan også være et desperat hjerte, hjertet uden håb skal også se Gud.

Med andre ord: saligprisningerne går ud fra og fastholder, at verden og livet er hårdt, og at omstændighederne er barske, at karma ikke findes – der kommer ikke nødvendigvis noget godt ud af at opføre sig godt, og omvendt kan de onde le, mætte, sikre og sove godt og trygt.

Men buddet er ikke væbnet revolution eller gruppedannelser eller den slags.

Det er at stifte fred, hvor der er ufred, barmhjertighed, hvor den er ufortjent og intet taler for den. Ikke afstand, men nærhed.

Det rene hjerte – om det er sorgfuldt, indigneret, vredt, desperat – skal se Gud som Gud ér: den, der forsoner. Den, der lader sig såre. Den, der bærer al smerte, men alligevel forkynder Guds rige for dem, der vil ham til livs. Den, der oprejser mennesker til værdighed.

Det er salighed midt i rædslerne. Uden garanti for, at det så bliver bedre i ens eget liv.

Saligprisningerne er ikke velvære eller vejen til et problemfrit liv. Saligprisningerne er ord fra kulkælderen. En pep talk til det nedbøjede og modløse menneske om at se Gud og klø på.

Det gælder os alle. Også dem, der laver ost.

Amen.