Konfirmationstale 22. august 2021 kl. 9.30 og 11.30
Tekster: 1 Mos 32 + Matt 15, 21-28
Jakobs kamp
Samme nat stod han op og tog sine to koner, sine to trælkvinder og sine elleve børn og gik over Jabboks vadested; han satte dem over floden, og alt, hvad han ejede, bragte han også over. Jakob var nu alene tilbage. En mand gav sig i kamp med ham, lige til det blev lyst. Da han indså, at han ikke kunne besejre ham, gav han ham under kampen et slag på hofteskålen, så Jakobs hofteskål gik af led. »Slip mig!« sagde han, »det er ved at blive lyst.« Men Jakob svarede: »Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.« Manden spurgte ham: »Hvad er dit navn?« Han svarede: »Jakob.« Så sagde han: »Du skal ikke længere hedde Jakob, men Israel, for du har kæmpet med Gud og mennesker, og du har sejret.« Jakob sagde: »Sig mig dit navn!« Han spurgte: »Hvorfor spørger du om mit navn?« Så velsignede han ham dér.
Jakob kaldte stedet Penuel, »for jeg har set Gud ansigt til ansigt og har reddet livet.« Netop da han gik forbi Penuel, stod solen op; og han haltede på grund af hoften.
Den kana’anæiske kvinde
Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana’anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.
Kære konfirmander!
Pyha, så lykkedes det alt sammen. Endelig, og med fuld kirke. Det har været barske halvandet år, hvor man ikke vidste, hvad der skulle ske. Og det er slemt ikke at vide, hvad der skal ske hvornår. Eller nogle gange endnu værre: at man vidste præcis, hvad der skulle ske. Man skulle sidde foran sin computer og lade som om man fulgte med i et eller andet.
Det har været ligesom gå rundt efter Moses i 40 år i ørkenen, og høre ham sige, at vi er på rette vej og liiiiige om lidt er vi fremme. ’Hold ud, tro på det! Det bliver godt igen’ –
Jeres tålmodighed med os voksne, der vistnok styrer hele butikken skulle I have en guldmedalje og en sejrskrans for. Som alle ordentlige, unge mennesker har I sikkert tit haft lyst til at opgive os. Sådan skal det være. Alle vi voksne, som sidder her har også opgivet vores forældres generation engang, rullet med øjnene og rystet på hovedet.
Og måske er I begyndt at tvivle på alle de mange konspirationsteorier, fordi I har opdaget, at voksne mennesker, der ikke kan blive enige om særligt meget, næppe vil kunne gennemføre virkelig komplicerede planer om at narre hele verden til at tro, at jorden i virkeligheden er flad og månen er en grøn ost.
Nå, det, det alt sammen handler om i dag er hvad det betyder at tro på noget. At tro på noget betyder at holde fast i noget uanset hvad.
I den første historie, jeg læste op, handlede det jo om Jakob. Jakob var lidt af en svindler. Ikke ligefrem et perfekt menneske. Han snød sin bror og han klarede tingene ved at være lidt for smart. Men da han mødte Gud eller Guds engel, holdt han fast, selvom det ikke var let. ’Jeg slipper dig ikke før du velsigner mig!’, råbte han.
Gud gav op og tænkte nok noget i retning af, at mennesker kan godt nok være nogle bisser, men sikke en masse håb, de har i deres hjerter. Jakob krævede at blive velsignet, om han så skulle banke Gud gul og blå. Og Gud overgav sig.
Og så var der historien om den kanaanæiske kvinde. Hun fik bare tavshed til svar. Jesus gad ikke engang kigge på hende. Disciplene ville have hende væk, sådan som hun stod og råbte og krævede. Så blev hun gudhjælpemig kaldt en hund! For, som Jesus sagde, skulle sådan en ’hund’ som hende ikke have det lækre brød, som var en gave til dem, han kaldte ’børnene’, altså Guds udvalgte folk.
Men damen fandt sig ikke i at blive afvist. Hun blev vred og hun blev ved. Det er lige før hun var parat til at tage Jesus ved kraven, klaske ham op ad muren og spørge om han havde et problem. Måske skulle hun lige lære ham, hvad det vil sige ikke bare at være stammegud, men Gud for alle. Det er nemlig hårdt arbejde.
Se, de historier fortæller noget om, hvad tro er for noget. Det handler om at holde fast i Gud, at have tillid til Gud og om at vide, at man hører til i Gud.
Tro er aldrig noget med at slå de andre oven i hovedet eller noget med påklædningsregler, om det så er crop tops eller burkaer eller hvad man nu ellers kan finde på, at kvinder skal eller ikke må gå rundt i. Der vil altid være nogen, der har det godt med at sige, at det, de egentlig selv har lyst til at tryne nogen med, i virkeligheden bare er Guds ønske. Og det kan de jo ikke gøre for, vel?
Hverken Jakob eller den kanaanæiske kvinde greb fat i Gud efter først lige at have tjekket deres påklædning eller undersøgt, om de nu mente de rigtige ting. De bed sig bare fast som en pitbull. Og det virkede jo.
Nå ja, men vi har da skullet øve Fadervor og Trosbekendelsen og gå i kirke og alt muligt. Det er vel også en slags trosregler, bare på en anden måde?
Tjoeh, måske. Men at lære Fadervor og Trosbekendelsen betyder bare, at man bliver klar over, hvad Gud er for en, og at Gud er til at regne med.
Når vi om lidt bekender vores kristne tro, så siger vi i virkeligheden bare, at vi godt er klar over, at vi hører til i Gud. Vi behøver ikke at anstrenge os for at ikke have Gud i hjertet eller på hjernen. Gud har os i sit hjerte.
Og i dag, når I bliver konfirmeret, skal I ikke tage stilling til noget som helst.
I skal derimod bare høre igen, at I hører til i Guds inderste i al evighed. I virkeligheden bliver vi alle sammen konfirmeret – eller på dansk: bekræftet – i dét hver eneste gang, vi går i kirke.
Uanset hvad der sker i jeres liv, hører I til i Gud. Uanset hvor ofte I kommer i tanker om det, uanset hvor mange gudstjenester I går til eller lader være med at gå til, hører I til i Gud.
Det er nemlig ikke en forhandling eller et ’nu må vi se’, og det er heller ikke et spørgsmål om at få ’likes’ nok.
I hører til. I hører hjemme i Gud. I er sammen og hver især et sted, hvor Gud ånder og lever. I er en del af kirken.
Og det er der ikke nogen, der kan ændre på nogensinde, for det har Gud besluttet. Uanset hvor meget eller hvor lidt, I tror og tænker på det, hører I til.
Men engang i mellem kan det være rart at få bekræftet, at få det ’konfirmeret’. Så når jeg om lidt spørger jer hver især om I ’vil konfirmeres i den kristne tro’, kunne jeg lige så godt bare spørge om I gerne vil høre én gang til, at I allerede ér Guds egen børn. Og hvorfor skulle man ikke gide høre det igen?
Især, hvis man oven i købet får fede gaver og en sjov fest. Og fri på en mandag til at tage i Tivoli! Det kunne være, at vi skulle indføre det efter alle søndagsgudstjenester, hvor vi jo alle sammen bliver bekræftet eller konfirmeret i, at vi hører tilJ
For se, det med at tro på Gud eller ikke tro på Gud bliver man aldrig færdig med. Man bliver døbt, og så hører man til. Men bare fordi man hører til betyder det ikke, at man er færdig med at hive fat i Gud og tage sig et par slagsmål, ligesom man gør med sin far og mor. Derhjemme hører I jo også til, men det er ikke det samme som, at I så er enige i alting og bøjer hovedet og siger ’Ja, far og ja, mor, I er så kloge og ved alting bedst, jeg bøjer mig for jeres uendelige visdom og lover aldrig nogensinde at stritte imod. Må jeg godt få lov til at pudse alle vinduerne og tage opvasken i hånden alle dage indtil verdens ende?’
I hører til. Og i dag får I det bekræftet. Og så er det bare at huske på Jakob og den kanaanæiske kvinde, der tog fat i Gud og ikke gav slip, før Gud havde taget sig sammen og gjort sin del.
Det er aftalen mellem Gud og mennesker. Det er pagten. Eller på latin: det er ’testamentet’.
Kære konfirmander!
Jeg håber, I får en sjov fest, en masse skønne gaver, gode taler og bliver fejret til I alle sammen – og jeres familier med – falder i søvn med tomme lommer og et bredt smil helt op til begge ører.
Det tror jeg, alle har brug for. TillykkeJ!
Henrik Winther Blog 